Stol sætter prisrekord

I denne uge blev en stol af Flemming Lassen solgt for 1 mio. kr. Læs om den her, og se, hvad BO BEDRE tidligere har skrevet om danske møbler, der er guld værd.

Flemming Lassens stol 'Den trætte mand' er i løbet af få år gået fra at være en pæn stol til at være et investeringsobjekt. Sidste år blev et eksemplar solgt for 620.000 kr hos Bruun Rasmussen, så det var med spænding at auktionshuset tidligere på ugen satte endnu 'en til salg. Og forventningerne blev ikke skuffet: 'Den trætte mand' med polstring af lammeskind, var vurderet til 500.000 kr. Hammerslaget lød på næsten tre gange så meget, nemlig hele 1.420.000 kr.

Dermed slog den en anden stol af Flemming Lassen, som også var til salg på auktionen. De fleste havde ellers forventet at 'Flemmings Stol', som er et unika-eksemplar, der har været i Flemming Lassens private eje, ville sætte ny auktionsrekord. Vurderingen løb på omkring 900.000, og det var da også den pris, det faldt hammerslag på. Men mange havde vist stukket næsen op efter en endnu højere pris.

Peter Kjelgaard, der er leder af afdelingen for design og kunsthåndværk hos Bruun Rasmussen forklarer prisforskellen:

  • Verden er ikke altid retfærdig og i dette tilfælde vil jeg stadig personligt hævde at 'Flemmings Stol' er en mere spændende stol end 'Den Trætte Mand', selvom jeg må betone, at det er svært at skelne mellem, hvad jeg synes er en helt overdreven fantastisk stol ('Den Trætte Mand'), og en stol, der helt overdreven fantastisk (Flemmings Stol). Måske var dens sjældenhed skyld i prisforskellen, ment således, at 'Den Trætte Mand', som der jo dog findes nogle få stykker af, tidligere har været solgt, og derfor var et kendt ansigt blandt de få design aficionados som er potentielle købere til stole i disse prislag. Den er ligesom blevet vejet og fundet i top , mens 'Flemmings Stol' som et unikum selvfølgeligt aldrig var set før.

BO BEDRE har tidligere skrevet om de møbler, man indtil for få år siden ikke regnede for noget særligt, men som i dag går til skyhøje priser. Her får du også auktionshusenes forklaring på udviklingen.