Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Vores stue ligger alt for langt fra køkkenet. Hvad gør vi?

Se, hvordan vores indretningsekspert Lone Barslund guider en læser til et hjem med et mere åbent køkken.

Hej Lone,

Vi har netop overtaget en lejlighed med en virkelig stor stue, hvor der er rigelig plads til både spisebord og sofaafdeling, men der er alt for langt at gå fra køkkenet, så vi drømmer om at inddrage værelset ved siden af til spiseplads.

Derved kommer vi til at mangle et værelse, og derfor skriver vi til dig for at høre, om ikke du har et godt forslag til en ny og bedre indretning.
Vi er mig, mor Mette, og min datter på 8 år.

Mange hilsener og på forhånd tak.
Mette

Kære Mette,

Jeg synes absolut, at det kan lade sig gøre at åbne køkkenet og inddrage værelset ved siden af, så du kan få et dejligt alrum med god plads til samvær og madlavning. Jeg synes oven i købet, at du skal overveje at inddrage lidt af pladsen i den enorme entré og få mere glæde af m2 i alrummet.

Du skal ikke lukke af imellem entré og alrum, men afskærme arealet foran badeværelset med den lille stump væg, - cirka 150 cm, som jeg har tegnet i forlængelse af badeværelsesvæggen.

Det vil give dig en fin entré stadigvæk OG plads til to nye højskabe foran det stykke væg, hvor den oprindelige dør til køkkenet sidder. Her kan I have kosteskab og god plads til opbevaring af for eksempel gavepapir og –bånd, stearinlys og elpærer og meget andet.

I køkkenet er højskabene rykket over på den lange bagvæg, vasken er flyttet til endevæggen (ikke nødvendigt, men rart ikke at stå med ryggen til folk) og kogepladen har beholdt sin plads i en ø, der har fået en dobbelt række skabe ind mod spisebordet.

God skabsplads

For enden af højskabene kan du have en stor bogreol eller vitrineskabe i en dybde, der ikke går ud foran vinduet. Det manglende værelse tager så plads fra stuen og er udformet således, at væggen selvfølgelig starter ved og går ud fra facadens sprosse, og for at få mere plads indad, øges bredden ind i stuen med godt 70 cm.

Det giver god plads til seng og klædeskab inderst i værelset og ellers gode muligheder for reoler, bord og leg ude ved facaden og det gode lys. Stuen er stadig rummelig med fri adgang igennem rummet til terrassen og plads til gode siddepladser, reoler og TV.

Bedste hilsner
Lone

Håndplukket til dig