Da Mette Kirstine Brinch for seks år siden købte hus med Rune Brinch Kristensen, var parret godt klar over, at der måtte en arkitekt på banen. Planløsningen var helt forkert i forhold til deres dagligdag, og køkkenet var småt og slidt. Så efter fem år med at spare op, holde møder og veje for og imod blev en totalentreprise sat i gang. Køkkenet blev flyttet ind i det tidligere soveværelse, og der blev åbnet op til spisestuen, så de to rum blev sammenhængende.
- Før lå køkkenet og spisestuen i hver sin ende af huset, så det var noget af en omvej, hvis man fx lige havde glemt mælken. At køkken og spiseplads nu går ud i ét, er langt mere funktionelt, og så nyder vi, at vi er mere sammen som familie. En anden kæmpe fordel er, at vi nu har fået udsigt til haven både fra spisestue, køkken og entré, forklarer Mette Kristine Brinch.
Parret valgte et køkken fra Køkkenskaberne, et fynsk firma, som laver snedkerkøkkener. Faktisk så Mette Kirstine Brinch et lignende køkken fra samme firma i et boligblad for flere år siden. Hun hev artiklen ud og gemte den, til hun skulle have nyt køkken.
- Vi var da rundt og kigge på hvide køkkener hos de forskellige køkkenfirmaer. Men jeg blev ved med at vende tilbage til det drømmekøkken, jeg havde set i bladet. Et hvidt køkken er et praktisk og stilrent valg, men i dette tilfælde blev jeg altså nødt til at vælge med hjertet. Og resultatet er blevet endnu bedre end for- ventet, da det mørke køkken fremhæves så flot i det store, lyse rum, siger Mette Kirstine Brinch.
Køkkenelementerne er lavet med fronter i fineret letrøget eg med en ramme af hvidlakeret mdf for at skabe en flot kontrast til det mørke træ. Som bordplader er der valgt en 6 mm tynd stålplade, som giver køkkenet et råt, men eksklusivt look. Over vasken er der opsat håndmalede spanske fliser fra File under POP, som giver køkkenet et flot farvepræg. Parret valgte hårde hvidevarer fra Electrolux, da de gerne ville opfylde krav til både funktionalitet og et enkelt udseende. Fx er induktionspladen helt sort uden markeringer af kogezoner, når den ikke er i brug. I midten af rummet er husets skorsten placeret, så det var naturligt at sløjfe den gamle pejs i stuen og sætte en tresidet brændeovn i skorstenen i stedet.
- Håndværkerne grinede af vores valg af både brændeovn og varme i gulvet. Men der er bare noget helt særligt og hyggeligt ved at tænde op på en kedelig kold vinterdag. Desuden fungerer væggen med brændeovnen som en god skillevæg mellem spisebord og selve køkkenet. For selvom det er lækkert at have ét stort rum, er det også rart, at gæsterne ikke nødvendigvis følger med i alt, man laver i køkkenet, mener Mette Kirstine Brinch.
Køkken-alrummet var tidligere et soveværelse og en spisestue, som nu er slået sammen til et indbydende rum. Køkkenet i røget eg er snedkereret af Køkkenskaberne, og alle hårde hvidevarer er fra Electrolux. Brændeovnen fra Rais, der er indrettet i den oprindelige skorsten, giver både varme og hygge til rummet. Spisebordet T1 og stolene The Andersen Chair er designet af byKATO og er fra Andersen Furniture. De to hvide stole er fra Trævarefabrikernes Udsalg. Gardiner fra Faber og pendler fra Nordlux.