Der er kun ti år til 2025, og alligevel spår fremtidsforskerne, at vores måde at indrette hjemmet på og tilrettelægge dagligdagen vil være anderledes på nogle væsentlige punkter.
For eksempel køkkenet, der er et nøglerum for mennesker i hele verden. For det første SKAL vi spise, og for det andet er der et stigende behov for, at vi behandler vores fødevarer bedre og tænker mere over, hvad og hvordan vi spiser.
Læs også: Køkkenguide 2015
Madspildet er enormt i den vestlige verden, og der er et stigende behov for, at balancen genoprettes. Vi kan ikke blive ved med at losse tonsvis af gode madvarer ud dagligt, når store dele af klodens befolkning samtidig forsøger at koge suppe på sten.
Ikea Concept Kitchen er et eksperiment, der blev præsenteret på møbelmessen i Milano. Et designteam bestående af studerende fra Sverige og Holland samt det London-baserede firma IDEO præsenterede et genialt køkken, der tackler mange af fremtidens udfordringer.
Og teknologien er naturligvis klar til at give en hjælpende hånd – dog er designet ikke det forventede laboratorium-kuldechok, men et typisk, lyst Ikea-køkken, hvor teknikken er skjult på den mest elegante måde.
Se på video'en herunder, hvordan bordet fungerer.
Lad os først tage køkkenbordet. Når du lægger en madvare på bordet i fremtidskøkkenet, tages der automatisk et foto af den, som identificeres i en computer, hvorefter opskrift mv. regnes ud og foreslås.
Men ikke nok med det. Du får også at vide via sensorer i køleskabet, at der faktisk ligger tre tomater i forvejen, som stadig er ganske glimrende og skal bruges først. Ellers vil du – som det sjuskehoved, du er – begynde at hakke den helt nye tomat og smide de andre ud, når de er mugne om et par dage.
Læs også: Fire drømmekøkkener
En anden af de intelligente løsninger i Ikea-køkkenet anno 2025 er tubberware med indbygget induktionsenergi, der er i stand til at varme og køle maden selv, en idé, der skal være til at spare på strømmen og dermed gavne miljøet.
Køkkenet tager sig naturligvis også af sit eget affald. I vasken er der en anordning, som renser vandet og komprimerer det 'tunge' affald til blokke, der afhentes af renovationsfolk. Det rensede vand, som dog ikke kan drikkes, ledes herefter videre til planter i hjemmet.
Alt i alt skal vi forberede os på, at køkkenet bliver et selvrensende, selvregulerende rum, som sparer på ressourcerne, selv når vi mennesker glemmer det i hverdagen.