Herskabeligt køkken med skovkik

Som ejer af typehusfirmaet Uldum Huse har Jeanette Jørgensen indrettet mange køkkener for andre.

© Lars Kaslov

Masser af lysindfald og godt med plads. Sådan kan man opsummere de ønsker, Jeanette Jørgensen havde, da hun skulle planlægge sit nye køkken. Og det var lige, hvad hun fik.

  • For mig betyder lys og masser af plads alting. Derfor var jeg på intet tidspunkt i tvivl om, at vi bare skulle have et kæmpemæssigt vindues-parti, der gik helt ned til gulvet, så vi havde mulighed for at åbne og komme ud eller bare nyde udsynet til skoven, som ligger næsten helt op til vores hus, fortæller Jeanette Jørgensen.

Køkkenet, der består af to parallelle sider med en arbejdsø i midten, er lagt ind i murede nicher. Det giver køkkenet et mere rent udtryk, fordi elementer på denne måde ikke står og stritter ud fra væggen.

Selve køkkenet ligger i forbindelse med husets spiseafdeling og stue, og for at få en så homogen overgang mellem disse tre funktioner som muligt er gulvbelægningen den samme i alle tre rum: store mørke fliser. Men rummet bliver ikke mørkt af den grund. Det sikrer det store vindue for enden, hvor lyset strømmer ind i det rummelige køkken.

I køkkenet er der hele 3,4 m til loftet, og vinduespartiet, som firmaet Protec har speciallavet, måler 3 x 2,8 m og giver således et godt udsyn og en masse dagslys til køkkenet.

Et andet vigtigt parameter, da køkkenet skulle bygges, var plads. Masser af gulvplads og ikke mindst bordplads.

  • Vi synes, det er superhyggeligt at lave mad sammen, så ofte er vi både tre og fire personer i køkkenet. Men det er ikke noget problem, for den store arbejdsø giver rigelig mulighed for, at vi kan stå tre mennesker og arbejde uden at være i vejen for hinanden, mens den fjerde kan stå og arbejde ovre ved kogesektionen, forklarer Jeanette Jørgensen.

Men plads og lys gør det ikke alene, for et køkken skal også være godt indrettet for at fungere efter hensigten. Valget af køkkenelementer faldt derfor på Svane Køkkenet, som hun har samarbejdet med i mange år. Det er også hensynet til funktionalitet, der har fået Jeanette Jørgensen til at bygge to ovne ind i køkkenet.

  • Det anbefaler vi ofte vores kunder, for mange gange, når man inviterer til større arrangementer, kan man let komme til at mangle ovnkapacitet, fortæller Jeanette Jørgensen og indrømmer samtidig, at det er luksus med to ovne. Men det er efter hendes mening vildt dejligt og alle pengene værd, hvis man har plads til det.

Viktualierummet er en anden ting, hun gerne vil opfordre folk til at tænke ind i deres køkken - men igen kun hvis man har plads til det. Hendes eget af slagsen er ikke mere end 4-5 m2 stort, men når det bliver fyldt med reoler fra gulv til loft, er der virkelig plads til meget.

Alt i alt har Jeanette Jørgensen fået det køkken, hun ønskede: med masser af plads, lys og funktionalitet - samt ikke mindst et viktualierum til alle de ting, der er nødvendige, men ikke ligefrem pynter i et køkken.

© Lars Kaslov

I spiseafdelingen, der ligger for enden af køkkenet, gentager de store og høje vinduspartier sig, hvilket understreger det smukke højloftede rum. Lysekronen Light Shade er fra hollandske Mooi. Stolene er fra italienske Alias og spisebordet designet af Charles Eames.

© bobedre.dk

Lamperne over arbejdsøen er Lightyears Caravaggio designet af Cecilie Manz. I baggrunden det flotte, skråtstillede emfang Cannes Blue Line fra Thermex.