Kære Karina og Peder
Da I vælger, at jeres spisestue skal blive hvor den er i dag, vil jeg foreslå, at I udnytter den lille vinkel på jeres store stue og forlænger køkkenet den vej ved at flytte døren. Ved at blænde den eksisterende dør imellem bryggers og køkken, får I minimum en meter længere køkkenplads. Det forstyrrer anvendelsen af vinklen en smule, men der er fint plads til for eksempel en reolvæg og en arbejdsplads eller hyggelæsekrog. I kan også overveje at lægge væggen helt ned og forlænge køkkenet yderligere - det er ikke en bærende væg og bør ikke være særlig besværligt. Det kommer an på hvor meget mere køkkenplads, I ønsker.
At forlænge køkkenet ud i vindfanget og samtidig få plads til en ny bruseplads i et af jeres skabe i gangen bliver til gengæld alt for snævert, både i badeværelset men også i gangen, der fungerer som fordelingsrum til værelser og spisestue.
I stedet vil jeg foreslå, at det nuværende vindfang lægges til badeværelset, så I får en rummelig bruseniche mere til familien. Det er ikke to forskellige forslag, men et forslag med to idéer, hvor I kan undlade at bygge badeværelset om og ”nøjes” med udvidelsen af køkkenet.
Til gengæld er det svært at få bedre kontakt imellem køkken og spisestue med mindre, I tænker gangen med i løsningen.
Måske giver det bedre mening at blænde noget af væggen med dobbeltdørene ind til stuen, flytte dem som vist og i stedet åbne helt imellem gang og spisestue?
Der er helt utroligt mange døre i jeres hus i dag, så på den måde ville I få mere ro på ganglinjer og indretning, og adgangen til spisepladsen ville blive meget nemmere end i dag.
God ombygning til jer!