Hangar 5
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

ALT er nørdet totalt igennem i dette gennemførte køkken nord for København

Det særprægede udtryk hviler i detaljerne, de organiske former og et glødende samspil mellem messing og valnød.

Mødet mellem valnøddetræ, marmor og bruneret messing

Fornemmelsen af en svunden tid og noget nutidigt forenet til et svævende, let udtryk er umiddelbart iøjnefaldende i det aflange køkken i den klassiske villa fra 1926 nord for København.

Elegancen hviler i et ubesværet møde mellem valnøddetræ, marmor og bruneret messing, og vi skal helt ned i rundingerne, overgangene, greb, knapper, stikkontakter og nuancerne i farverne for at forstå, hvad der skaber det samlede udtryk, som hæver sig over normalen.

I køkkenet, som er udført af firmaet Hangar 5, er alt nemlig lavet fra bunden – helt ned til mindste hængsel. Firmaet holder til i en gammel hangarhal på den nedlagte flyvestation i Værløse, og her er både designere, arkitekter, smede, maskinsnedkere og bygningskonstruktører under et tag.

– Det er ret unikt, at vi både har smed, metalværksted og tegnestue samme sted. Når vi får en idé til et design, kan vi med det samme gå ind på værkstedet og teste, om det kan lade sig gøre. Det giver os mulighed for at nørde helt ned i detaljen, siger Christian Nielsen, som er partner i Hangar 5.

En skræddersyet køkkendrøm

Tilbage i køkkenet i Charlottenlund kommer denne adgang til så bred en palet af ekspertise til udtryk i alt fra de specialdesignede brunerede messinggreb og bløde overgange i træarbejdet til en elegant messingliste, som snor sig rundt om køkkenøen.

Selv de sorte brunerede messingknapper til kogepladerne har Hangar 5 special- lavet i samarbejde med Morten Engebretsen for Bora, som laver kogeplader m.m.

Når man zoomer ud fra detaljerne, giver det en gennemført helhed, som er skræddersyet efter ejerens drøm om et køkken. Der er simpelthen bare flere ting, som kan lade sig gøre, fordi de kan lave alting selv.

I de seks år, Hangar 5 har eksisteret, har firmaet aldrig lavet to køkkener, der er ens. Hvert projekt er afstemt efter kundens drømme og budget. Køkkenet her hører til i den dyreste ende af skalaen, og her var der ingen smalle steder.

Friheden til at være kompromisløs kan bl.a. ses på marmorbordpladerne i en speciel kalksten fundet og udført i samarbejde med Susan Moser fra Moser Studio.

Gode materialer, excellent håndværk og store armbevægelser

Det lyse, store, men også ret smalle syv meter lange rum gjorde, at selve placeringen af køkkenet næsten gav sig selv med køkkenøen i midten. Den er udført i lameller i valnøddetræ, og det er samme lækre kvalitet, ejerne kan nyde i køkkenskufferne.

På fronterne og skabene i resten af køkkenet er trælamellerne blevet lettet og nedtonet med en sart lysegrå farve, der giver et modspil til den beroligende tyngde og naturlige glød i træværket og messingen.

Æstetisk er designet bundet sammen af elegante messingbånd, sokler, kanter i bruneret messing, rundede former og glidende overgange og en monolitvæg i messing. Alt i alt er køkkenet her et eksempel på, når gode materialer, excellent håndværk og store armbevægelser mødes i skøn forening.