© Lone Barslund

Kan vi få en hyggelig bolig ud af en gammel DSB-bygning?

En familie rykker ind i en tidligere DSB-tjenestebolig fra 1911 og ønsker at modernisere den hele vejen igennem. Men hvordan kan man værne om de fine rammer og opnå en ny funktionalitet?

Kære BO BEDRE,

Vi skal bruge dit råd til indretning af et gammelt to-delt hus fra 1911, tidligere ejet af DSB og brugt som tjenestemandsbolig. Vi skal i gang med en total istandsættelse af de 119 kvm, der har den gamle charme udadtil, men som vi indvendigt ønsker at modernisere og udnytte de få kvm lidt bedre. Umiddelbart ønsker vi at inddrage vaskerum til køkken og åbne op ind til stuen.
Vi har overvejet at flytte gårdhavedøren fra køkken til stuen, for at bedre udnytte køkkenområdet. Døren til badeværelse ønsker vi at flytte, så man kommer ind fra entreen, og inddrage fyrrum til bad - dvs. hele firkanten bagom køkken bliver bad.

Vi har dog svært ved at se hvordan vi kan indrette køkkenet og stuen, så vi bedst udnytter pladsen. Mht. bad, må der gerne være plads til en vaskemaskine og evt. et lille badekar hvis muligt.

Et gammelt vitrineskab, der er 134cm i bredden og 180 højt, må gerne indgå i køkkenløsningen, og kan der findes plads til vores gamle kinesisk konsolbord på 160cm langt ville det være dejligt.

Plantegninger vedhæftet - det er kun den venstre del af huset er der vores. Mål fremgår af tegning, men sig endelig til, om dette skal specificeres. Håber virkeligt du vil hjælpe os med at komme frem til en god løsning!,

Kærligst, Silje, Peter og Baby Aurora

Kære Silje og co.

Det ser meget fornuftigt ud, jeres forslag til modernisering af rumfordelingen. Åbent, lyst og familievenligt. Jeg har mest nogle kommentarer ned i detaljen, så lad os se om det er noget, I kan bruge.

For at få plads til den nye adgang til badet fra entreen, vælger I at lave en ny ligeløbstrappe, som så kommer til at gå længere ind over køkkenet for at få de nødvendige trin op. Det er også fint nok, men I skal lige overveje om der ikke kan lukkes af til entreen, som man kunne forestille sig er et køligt rum der kan stjæle varme fra underetagen. Plus at der uden dør ikke er mulighed for at lukke af imellem over- og underetage, når der er gang i gæsterne og den lille skal sove…

Under alle omstændigheder ændrer I på entreen og så bør I også vende hoveddøren så den står op ad væggen og ikke ind foran trappen. Jeg ville overveje at vende garderobeskabet, så det kan blive lidt længere og meget gerne med almindelige døre, så designet følger husets alder i stedet for moderne skydedøre.

Badeværelset ser fint ud, jeg ville blot koble vaskebord sammen med højskabet for at få bredere skuffer og en længere bordplade med god plads til at pusle baby, og så kunne det være rart med et væghængt toilet.

Køkkenindretningen synes jeg halter lidt, fordi I prøver at bevare udgangen i hjørnet til haven. Hvorfor ikke ændre den til et vindue, når der nu er haveadgang lige ved siden af, så I kan få flere skuffer og mere bordpladeplads? Det giver jer også mulighed for at placere kogetoppen foran murstykket imellem vinduerne i stedet for skævt ind foran vinduet som på skitsen.