Udnyt pladsen optimalt med indbyggede møbler

Bliv inspireret af arkitekternes 9 bud på indbyggede møbler.

Gør dit hjem ekstra lækkert med indbyggede møbler

Få hjælp af en arkitekt til at skræddersy møbler til dit hjem. På den måde udnytter du pladsen optimalt, undgår problemet med møbler, der lige er 5 cm for brede og får en bolig, der er ekstra lækker og helstøbt.

Bliv inspireret af 9 indbyggede møbler fra arkitekterne her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Sæt dig ind i reolen

Opbevaring og hyggekrog er bygget sammen i dette geniale indbyggede møbel i arkitekt Kim Pretzmann Olesens eget hus.

Møblet udnytter hver en kvadratmeter med perfekt tilpasset fald under den skrå taghældning og retfærdiggør til fulde, at familien ikke sparede pengene og gik i Ikea i stedet.

Se mere fra arkitekten hjem her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Udnyt pladsen under trappen

Trapper er praktiske og kan være smukke, men de tager ofte meget plads i boligen, som ellers kunne være brugt til noget andet.

Derfor er det genialt som her i den ombyggede lejlighed af arkitekt Torben Baltsen at udnytte pladsen under med et indbygget møbel. Som en fin detalje er kommoden en del af trappens første fire trin.

Se mere fra den ombyggede lejlighed her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Daybed på hele 4,6 meter

Lad dine indbyggede møbler gå fra væg til væg som den lange daybed her i birkefiner i 60'er-huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen.

De ubrudte, lange linjer giver et roligt udtryk og er oplagte at gå efter, når nu du har mulighed for at tilpasse møblet dit hjems eksakte mål.

Med en længde på hele 4,6 meter - og en lige så lang hynde til - er briksen her ikke ligefrem bygget i standardmål, hvorfor en tømrer måtte frem med værktøjet og og lave den fra bunden. Briksen bruger boligejeren til afstresning, ligesom familiens børn ofte leger på den.

Se mere af daybed'en og huset her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Et skrivebord, der inviterer til en hyggestund

En superenkel og sjov måde at lave et skræddersyet møbel til boligen er ved at indramme et vindue som her i huset ombygget af arkitekt Rasmus Skaarup.

Rammen kan både fungere som skrivebord, en bred vindueskarm med hyldeplads både oppe og nede samt hyggekrog med god udsigt til livet udenfor. Da rammen tager en del lys, bør du som her holde den i hvid eller en anden lys farve.

Se mere fra huset her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Rumdeler og siddeplads i et

Som en elegant og anderledes løsning har arkitekt Line Frier indbygget en siddeniche i køkkenet af smuk egefiner.

Samtidig med at være en hyggelig hyggekrog til morgenkaffen eller sludrende gæster under madlavningen, fungerer siddenichen også som en rumdeler mellem køkken og stue, der med den åbne siddeplads samtidig lader de to rum smelte naturligt sammen.

Se mere af nichen her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Sæt dig tungt på fyrretræ

Byg dit indbyggede møbel i samme materiale som resten af din bolig. Det har arkitekt Eva Kristine Brørup gjort i dette fantastiske sommerhus, hvor der både oppe og nede - og sågar under rumpen, når man sætter sig på bænken - er valgt det samme fyrretræ fuld af dekorative knaster.

En god ide, hvis du vil understrege, at møblet er indbygget samt opnå en mere diskret og underspillet effekt. Udover at fungere som hyggelig siddekrog, er bænken også en glimrende rumdeler, der deler det store rum op i mindre rum for at gøre det mere intimt og hyggeligt.

Se mere fra sommerhuset her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Gå all in

Hvorfor nøjes med ét indbygget møbel, når du som her i huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen kan gå all in med en hel palet af skræddersyede løsninger?

I lækker egefiner har han indbygget alt fra en reol, til skabe, skrivebord, badeværelsesmøbler og en siddeniche. Et valg, der giver en rød tråd og unikt udtryk i hele boligen.

Se mere fra den fantastiske ombygning her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Fast havudsigt fra morgenstunden

Når man har så god udsigt som i boligen her af arkitekt Niels Christoffersen, er der ingen grund til at kunne rykke møblerne andre steder hen end ud mod havet.

Men udover det ser det virkelig smukt ud med den indbyggede seng i massive træplanker. Og så slipper du samtidig for vakkelvorne ben og for korte madrasser.

Se mere fra sommerhuset her.

© Andreas Mikkel Hansen og Danske BoligArkitekter

Hæv gulvplankerne til en plint

Bestil en ekstra række gulvplanker til dit gulv og lav en indbygget plint i et med gulvet langs hele rummet som her i det ombyggede menighedshus af arkitekt Claus Reinholdt.

En enkel men super smuk detalje, der samtidig er anvendelig, da den både kan bruges som hylde, siddeplads og sofabord.

Se mere fra huset her.

Fakta om Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter er en sammenslutning af arkitekter, der har særlig erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Find inspiration blandt hundredvis af om-, tilbygninger og nybyggerier, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.

Se mere hos Danske BoligArkitekter.dk.

Danske Boligarkitekter
© Danske Boligarkitekter