Den har altid været der: omkring køkkenbordet i kolonihavehuset, hos mormor, gemt væk på lofter og i kældre, i en krog hos genbrugsbutikken og i vores kollektive erindring. Nu er den så hentet ud af skammekrogen og historiebøgerne, er blevet støvet af, farvesat og fortolket: den funktionelle, ydmyge og meget simple pindestol er kommet frem af gemmerne og indtager pladsen omkring designerbordene i de moderne hjem. Den dukker op på trendy restauranter og cafeer – både i originalversioner og i nyfortolkede varianter. Pindestolen, der engang var den jævne mands siddeplads, og som i 40’erne, 50’erne og 60’erne blev de kulturradikales favoritmøbel, sammen med tremmesofaen og den unge Wegners lidt mere eksklusive stolefortolkninger, pryder igen forsiderne på de glittede boligmagasiner. FDB’s næsten glemte kollektion af pindestole relanceres i nye farver, og vi får dermed fornyet mulighed for at hylde møbeldesignere som Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Poul M. Volther, Jørgen Bækmark m.fl., som dengang gik til opgaven ud fra en filosofi om at skabe ærlige møbler, i et enkelt design og af naturmaterialer – og til en fornuftig pris. Dette folkelige element samt det ideologiske afsæt var på mange måder skandinavisk, men dog ikke helt uden referencer. Der blev designmæssigt blandt andet skelet til shakernes møbeltradition, hvor enkelhed altid har været et mantra, og så blev der hentet lidt inspiration i den engelske møbeltradition, hvor Windsorstolen med sin arketypiske form blev taget i ed. Den oplever ligeledes en velfortjent genkomst og har til dels stadig den lille finesse, at den fremstilles af forskellige træsorter, hver med sine egenskaber: Benene er typisk af bøg, mens spindlerne og armlæn er drejet af ask, der er en blød og bøjelig træsort. Sædet bliver ofte skåret af et stykke elmetræ. Nogle af de tidlige stole kombinerede fyrretræ, poppel og ahorn, og den ægte vare bliver stadig fremstillet af tre forskellige træsorter, mens de lidt billigere udgaver baserer sig på en enkelt træsort. Pindestole, Windsorstole og shakerinspirerede stole giver netop nu nyt liv til vores hjem.