Nu er det slut med at købe billige møbler

Om ganske få dage er det ikke længere muligt at handle billige kopier af danske og internationale designmøbler. Noget man i den danske møbelbranche er ganske tilfreds med.

Det har de sidste 23 år været muligt at købe flotte og utroligt vellignende kopimøbler hos en lang række engelske møbelforhandlere. Noget der ellers er ulovligt i Danmark. I England har reglerne dog siden 1993 været anderledes, og det har givet danskerne rige muligheder for at handle løs på det engelske kopimarked.

I Danmark gælder reglerne om ophavsret således, at fotografi, musik, kunst, litteratur og design er beskyttet af ophavsret indtil 70 år efter kunsterens eller designerens død. I England gælder reglen derimod kun i 25 år, hvilket har betydet, at en lang række møbelforhandlere har kunnet sælge kopimøbler til en langt mindre pris end de originale. En ordning der bl.a. har været til stor frustration for flere danske producenter, der forhandler møblerne. Det gælder fx Fritz Hansen, Louis Poulsen og Carl Hansen & Søn Møbelfabrik.

De engelske regler skaber mere konkurrence

Til gengæld har engelske kopiproducenter nydt godt af reglerne. Især hos firmaet Voga har man haft stor succes med at sælge de billige møbler. Selskabets administrerende direktør, Chris Diemer, mener dog ikke, at 25-års ordningen har haft en undergravende betydning for de store designeres brandværdi.

"Designmøbler er blevet så dyre, at de ikke længere er tilgængelige for almindelige mennesker - selvom flere af designerne bag møblerne netop ønskede, at de skulle være det. Vores mål er at levere stort design til den brede offentlighed. Det vil vi fortsat kæmpe for," siger han til Finans.dk i forbindelse med at England om ganske få dage går over til samme ordning, som man har i EU.

Slut med kopier

Det betyder, at det fra den 28. juli bliver ulovligt at købe de gennemførte kopier fra England. Noget som man hos brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien er glade for.

"Det er utrolig tilfredsstillende. Vi har kæmpet mod kopimøblerne i lang tid, og mange danske virksomheder har taget del i kampen i forskellige typer af retssager. Nu bliver reglerne omsider ensrettet," siger direktør Flemming Larsen til Finans.dk.