Kendt kok lancerer sæber, som dufter af mad

Nu kan du få håndsæber med en frisk duft af bl.a. timian, mandarin og ingefær.

Adam Aamanns nye sæber
© Andreas Mikkel Hansen

Kokkens sanselige sæber

Adam Aamann er primært kendt for sin smagfulde modernisering af den gamle danske klassiker, smørrebrødet. Nu har han brugt sit sanselige talent som kok på at udvikle en række sæber sat sammen af duftnoter, som man kan møde i hans køkken, og som på den måde komplementerer den gastronomiske oplevelse.

Adam Aamanns nye sæber
© Andreas Mikkel Hansen

Aamanns Botanical Senses er navnet på en ny serie af sæber af Adam Aamann, sammensat af dufte, som du vil møde i et køkken. De fås på aamannsbotanicalsenses.com.

"Alle detaljer spiller en rolle – også håndsæben"

Bøjet over køkkenbordet i sit hjem på Østerbro står kokken Adam Aamann. Foran ham står et arsenal af små flakoner med naturlige olier og ekstrakter. Med en lille pipette tager han én dråbe af det ene. Og to af noget andet. Han dufter. Igen og igen. Han udvikler dufte. Dufte, som skal i håndsæber, som man indtil nu kun har kunnet finde på toiletterne på hans restauranter, men som nu også kan erhverves til private hjem.

Det hele begyndte, da han skulle åbne restauranten Aamann 1921 i København K. Her skulle han udvælge sæber til badeværelserne, men fandt ud af, at der ikke var nogen, som havde det ekstra lille og overraskende tvist, som han søger i alt, hvad han laver. For ham er det at gå på restaurant nemlig en helstøbt sensorisk oplevelse, hvor alle detaljer spiller en rolle – også håndsæben.

– Jeg ville skabe en duft, som rammer dig, når du træder ud på toilettet. Det skulle være en subtil duft af noget rart og genkendeligt, men med det her ekstra element. Det var sjovt at se, hvordan folk kom forundrede tilbage til deres bord og duftede til deres hænder, som duftede af friske krydderurter, fortæller Adam.

LÆS OGSÅ: Kom med indenfor i Adam Aamanns private madværksted.

Adam Aamanns nye sæber
© Andreas Mikkel Hansen

Adam Aamann over stribevis af naturlige olier og ekstrakter, som han har blandet og duftet til for at opnå den helt rette balance.

Spændende duft-kombinationer

Han havde aldrig før prøvet at lave sæber, men læste op på det og gik i gang. Han trak på sin viden som kok i forhold til duftkombinationer, og som han ville have gjort det i sit køkken, brugte han kun de bedste ingredienser såsom naturlige olier, og i videst muligt omfang en såkaldt Co2-ekstraktion, som indeholder flere aromatiske forbindelser, og dermed er mere 1 til 1 i sin duft. Således dufter sæberne af dugfrisk timian, som man lige har gnedet mellem fingrene, eller af friskrevet citronskal.

Adam ville komponere dufte, som komplementerede den gastronomiske oplevelse, som vækkede de besøgendes sanser, og som samtidig var knyttet til Adams personlige erfaringer og erindringer fra et liv som kok.

– I sæben Woody Lemon er der timian og citron. Det er en klassekombination i køkkenet, som udspringer af middelhavskøkkenet, som er mit afsæt som kok. Jeg er også rigtig glad for asiatisk mad og Asien generelt, hvilket er repræsenteret i sæben Green Ginger. Sæben Rosemary Whip er bygget op omkring rosmarin og appelsin. Der er lidt cypres i den, og duften minder mig om at stå i varmen på en skråning i Provence med cyprestræer, en rosmarinbusk og nogle appelsintræer, fortæller Adam med et stort smil, og fortsætter:

– Jeg elsker duften af ægte vanilje, så sæben Mellow Vanilla dufter som en vaniljestang kombineret med citrusnoter. Den er tung, har sødme og er lidt dessertagtig.

På efterspørgsel fra restaurantens gæster er sæberne i dag sat i produktion på Adams fars kosmetikfabrik på Djursland, og Adam videreudvikler dufte i sit lille hjemmelaboratorium. Han arbejder bl.a. på at udvikle en håndcreme, som dufter af lavendel, som vækker stærke barndomsminder om ferier i Sydfrankrig, hvor bedstemoderen, havde en lejlighed, hvor der givetvis også blev lavet velduftende mad.