Fuglefløjt under trækronerne en stille solrig dag. Parret ønskede et uhøjtideligt skovbryllup med højt til himlen, og med plads til alle gæster, og deres hund Mille. Den uformelle stemning er understreget af klapstole og fleeceplaider, og løberen lagt ud i skovbunden dekoreret med masser af friske rosenblade, som brudeparrets gæster dryssede ud på løberen på vej til deres stol. En så fin gestus, at gæsterne dekorerede løberen til brudeparret. Det var meget romantisk, og yderst stilfuldt, og det så skønt ud med de fine sarte rosenblade på den sorte løber i den rustikke skovbund. Hvis du har lyst til at gøre dem ideen efter, så kan sådan en løber købes, eller bestilles på nettet, bl.a. hos tæppeforhandlere, Silvan eller fra et teltfirma.
Bettina og Jesper havde kontaktet både bryllupskoordinator og mig. Vi havde en super god dialog under alle forberedelserne op til den store dag. Vielsen skulle afholdes i skoven, og middagen på Restaurant Wilhelm, Ordrupgaard. Stemning og stil beskrev parret som ”Boheme”. Det gav masser af muligheder for at arbejde med sæsonens mange skønne sommerblomster, og designe et lidt vildt grøftkants-look med græsser, kornblomster, hortensia og puffede blomster m.fl. En stil jeg personligt er ret vild med.
Detaljer der tæller
Jeg har dekorereret festbordet i samme enkle boheme stil. Slanke glasvaser i forskellige højder står placeret ned ad bordet. For at gøre indtrykket let, er der kun hældt det mest nødvendige vand i vaserne, og blomsterne er ikke arrangeret i deciderede buketter. De er derimod arbejdet ind i en fin rytme fordelt på forskellige højder. I vaserne står samme blomster, som er anvendt i brudebuketten, kængurufod, cremede roser, hortensia, kornblomst, et væld af forskellige sommerblomster og strittende græsser. Det skaber en skøn bølgende grøftekant ned ad bordet. Brudeparrets hund Mille var klædt på hele dagen i sin helt egen blomsterkrans, og undlod velopdragent at tygge i blomsterne. Milles krans var bundet i mindre og lettere blomster, så Mille ikke var generet af vægten fra blomster om halsen. Vi synes hun var så fin, og mon ikke hun selv syntes hun var brudepige?
Vilde sommerblomster og puffede roser
Brudebuketten er bundet som en rund og naturlig buket – dejlig sommerlig. Bettina havde et stort ønske om, at den karakteristisk blomst, rød kængurofod, skulle indgå i både brudebuket og det øvrige blomsterarbejde. Blomsten er kombineret med en masse forskellige skønne sommerblomster, roser, græsser og små kornblomster. En masse former og farver er kombineret, og jeg har arbejdet også med kontrasten i buketten. Stilkene er afsluttet med silkebånd, der matcher i farve med Bettinas brudekjole. Brudebuketten er brudens smykke, og når jeg arbejder med brudebinderi er det altid med tanke for et harmonisk helhedsindtryk med brudens kjole. At bukettens størrelse og form matcher uden at dominere, og at farverne er afstemt. Bettinas kjole er designet af kjoledesigner Rikke Gudnitz. Brudgommens brystbuket er rød kængurofod i selskab med grønt.
Hjerte på træet
Med buket og sin kommende mand i hånden blev Bettina og Peter viet ved det store blomsterhjerte placeret på en stor træstamme, der agerede skovalter. Parret kom selv med ideen om hjertet, og jeg har formet det i et trådarbejde, og materialerne er bundet på i et
miks af forskelligt grønt og roser, kombineret i nuancer fra svag rosa til rød, og i forskellige størrelser. Hjertet passede så fint ind til Bettina og Jespers romantiske boheme bryllup.
Tre hurtige tips til Boheme Buket, Bryllup og (sen)Sommerfest fra Annette
*Egen løber, og nej, den behøver ikke være rød. Skøn ide også til festen derhjemme.
Vælg en farve der passer til anledningen, og dekorer løberen med blomsterblade fra din egen favoritblomst. Det siger velkommen til dine gæster.
(Hvis brylluppet afholdes indendørs bør du vælge plastblade, da blomsterbladene ofte bliver mast ned i tæpper og gulve. Undgå røde roser, de farver helt vild. Ret ærgerligt dagen derpå…..)
*Tips til Boheme buketten. Miks løs, og lad former og farver skabe forskellighed. Her er der ikke noget der decideret er rigtig eller forkert. Boheme buketten kan bindes både som den runde tætte buket, eller den aflange vilde buket med lange blomster så som ridderspore, stokroser, korn m.m.
*Blomster på bordet. Leg med blomsternes former og højder. Lad græsset stritte, og arbejde i niveauer med blomster. Det transparente glas gør det nemt at mikse helt vildt og uden at tænke så meget over placering.