© iStock m.fl.

Baby shower – er vi klar til denne tradition?

At invitere til baby shower før en fødsel er blevet enormt populært i Danmark. Vi har undersøgt fænomenet og giver tips til etiketten - fx er det vigtigt at understrege: Dette er IKKE en polterabend for babyen!

Hvad er et baby shower?

I det værste scenarie, man forestiller sig om dette begreb, er et rum spændt til det yderste af lyserødt. Der er kun kvinder til stede, og de er også klædt i lyserødt. Der hvines over selskabslege, som blandt andet involverer blindsmagning af babymos.
På spisebordet står en gigantisk kage, som forestiller ... en babys fødsel, helt bogstavelig talt. Der er brugt masser af pink marcipan og hudfarvet creme ... og jordbærsyltetøj.

Det sidste er ikke noget, vi har opdigtet. Det er rent faktisk en tradition i USA at servere baby shower-kager, der forestiller selve fødselsøjeblikket. (Don't go there!)

Men det er netop denne form for fordomme, som vi skal væk fra, når der tales baby shower i Danmark.
Det er en tradition hentet i USA, ja, men den kan sagtens konverteres til mere afslappede danske forhold, hvilket da også er sket indenfor de seneste fem-ti år.

Opstod under baby boom i USA efter 2. verdenskrig

I dag er det helt almindeligt i den vestlige verden at holde et baby shower før en fødsel. Nogle mener, at udtrykket stammer fra victoriansk tid, altså sidste halvdel af 1800-tallet, hvor det var tradition i velhavende, britiske kredse at invitere til et wedding shower, og alle gaver skulle placeres i en paraply for derefter at blive hældt ned over den kommende brud.

I victoriansk tid var det dog ikke 'smart' at være gravid, snarere lidt pinligt på grund af de seksuelle undertoner, og kvinder skjulte deres graviditet så længe som muligt. Det var først efter 2. verdenskrig og det verdensomspændende babyboom, at festligheder før fødslen blev almindelige.

Disse 6 baby-dogmer bør overholdes:

  1. Baby showers er for kvinder. Punktum. Det er akavet at invitere mænd. Nærmest overgrebsagtigt, vil nogle vordende fædre mene.

  2. Et ægte baby shower arrangeres typisk af en god veninde. Under ingen omstændigheder af den gravide selv. Og det er heller ikke god stil, hvis et familiemedlem står for arrangementet, da det ifølge gammeldags etikette er forkert, hvis en mor for eksempel tigger om gaver til sin datter.
    I nogle kulturer er det dog helt almindeligt, at en bedstemor holder festen, men det mere religiøst betinget.

  3. Der drikkes ikke alkohol til et baby shower, og det afholdes gerne som en brunch eller frokost. Der vil blive serveret småretter og kage, som i USA oftest er anrettet med service og pynt i babyfarver, lyserødt eller lyseblåt.
    Det er dog lidt konservativt, og for mange danskere virker den del for pussenusset.
    De fotos, vi har vist her i artiklen, er fra 'boheme-baby showers', hvor stylingen er noget mere delikat.

Find mere inspiration til borddækning mv. pådomino.com og 100layercakelet.com.

  1. I nogle tilfælde sørger veninder til den gravide for at gøre festen til en surprise-begivenhed, så den kommende mor ikke stresses, men snarere overraskes. Der lægges op til en helt afslappet dag med veninderne.

  2. Et baby shower er ikke en regn af gaver, som udtrykket ellers antyder. Brusebadet af ting gemmer man til barnedåben, mens et baby shower i stedet er en hygge-komsammen, hvor gæsterne har smågaver med.

  3. Det er tradition at arrangere forskellige festlege i denne anledning, lidt a la polterabend, bare noget mere elegant. I USA er det kutyme at lave blindsmagning af mos etc., mens vi i Danmark er langt mere 'loose' omkring aktiviteterne. Heldigvis.