
Et lille håb om et øjebliks ro i en stresset tid - Essay af Thomas Skov
“Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om at sejle ud i en robåd, smide min telefon i havet og bare være til stede i verden uden.”
AfDet bimler og bamler, fra jeg står op, til jeg går i seng.
Konstant.
Instagram, Messenger, Aula, SMS’er, opkald, notifikationer, hængepartier, ting at nå, ny post i e-Boks, vejrudsigter, mails i en lang, uendelig strøm. Fra morgen til aften.
Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om at sejle ud i en robåd, smide min telefon i havet og bare være til stede i verden uden.
Men jeg gør det jo ikke, for hvad så med kvartalsfødselsdagene, de podcasts, jeg følger med i, netbanken, deadlines og alt det andet, der følger med livet i det 21. århundrede.
Vi er efterhånden der, hvor jeg kun har komplet ro ét eneste sted. Det er i min bil.
Jeg er velsignet af at have en mor, der bor i den anden ende af landet. Selvom jeg ikke besøger hende nok, er hvert besøg en kærkommen mulighed for at være i ro og fred i tre timer, hvor jeg bare skal koncentrere mig om at komme godt og sikkert fra A til B.
Jeg ved, at mange nyder godt af at have bedsteforældre tæt på, når de har fået børn, men man må heller ikke glemme værdien af at have bedsteforældre langt væk, for det giver en unik mulighed for at køre en tur i zen.




