© PR

Er du klar til det selvtænkende hjem? Her er 6 måder, AI vil præge hjemmet på i den nærmeste fremtid

Det går stærkt med teknologiudviklingen. Kunstig intelligens udbreder sig i stort set alle dele af vores samfund – også i vores hjem. Her forsøger BO BEDREs techekspert, Torben Vognsen, at gøre dig klogere på, hvordan vi fremover kan forvente at møde AI-teknologi i den hjemlige sfære.

Forestil dig at træde ind ad døren efter en lang dag. Temperaturen er allere- de tilpasset, belysningen dæmpes, og din yndlingsmusik strømmer ud af højttalerne. Ovnen er klar til at assistere med aftensmaden, og i haven er plæneklipperen i gang – ikke fordi du selv har sat den til det, men fordi den har vurderet, at netop nu er det rette tidspunkt.

Det er ikke længere science fiction, men et billede på den fremtid, som kunstig intelligens – AI – er på vej til at skabe i vores boliger.

For få år siden var AI noget, de fleste forbandt med science fiction. I dag er det blevet en del af vores hverdag. Med tjenester som ChatGPT, der kan svare på spørgsmål og hjælpe med skriveopgaver, og stemmeassistenter som Apples Siri, der kan tænde lys eller starte kaffemaskinen, har mange allerede oplevet, hvordan teknologien kan være både hjælpsom og intuitiv.

LÆS OGSÅ

Vi er stadig et stykke fra den “ægte” AI, der går fra at samle information og reagere på det til selv at kunne ræsonnere og reagere som et menneske – det, forskerne kalder en AGI, Artificial General Intelligence. Men fra den nuværende teknologi til AGI er der en masse mellemliggende skridt, og en del af dem vil komme os til gode i vores hverdag – og i særdeleshed i vores hjem.

Hvor vi tidligere havde automatisering – en lampe, der tænder på en timer, eller en robotstøvsuger, der kører efter et fast skema – bevæger vi os nu mod et hjem, der “tænker” selv. Et hjem, hvor systemerne ikke bare udfører ordrer, men lærer af vores adfærd, forudser vores behov og tilpasser sig til hverdagens rytmer.

1. Privatliv og samarbejde på tværs

Når teknologien flytter ind i vores mest private rum, bliver spørgsmål om sikkerhed og privatliv uundgåelige. Hjemmet er det sted, hvor vi slapper af, hvor vi føler os trygge, og hvor vi forventer fuld kontrol. Taeyoung Huh, chef for kundeoplevelsen hos Samsung, understreger det på denne måde:

– Vores hjem er et privat og værdifuldt sted, og derfor stiger følsomheden omkring privatliv, når vi tager teknologien med ind i boligen.

Samtidig er en af de største barrierer for det virkelig smarte hjem, at produkter ofte ikke kan tale sammen. Den smarte pære i loftet styres med én app, mens ovnen i køkkenet kræver en anden, og alarmsystemet en tredje. Forbrugerne ender med en samling løsninger, der ikke altid spiller sammen, og det skaber frustration.

Her kommer standarden Matter ind i billedet. Kort fortalt er Matter en fælles teknologisk platform, som gør det muligt for produkter fra forskellige mærker at kommunikere med hinanden. Hvis en lampe fra Philips skal kunne tale sammen med en varmepumpe fra Panasonic eller en dørklokke fra Google, kræver det et fælles sprog. Det er netop det, Matter leverer. Huh peger på, at det er en afgørende udvikling:

– At gå fra et forbundet hjem til et virkelig smart hjem kræver, at produkterne kan tale sammen på tværs af mærker. Det skal ikke være mig, der skal lære, hvordan jeg bruger hver enkelt ting. Det er tingene, der skal lære at tale sammen.

For os som brugere betyder det, at teknologien kan forsvinde i baggrunden. I stedet for at åbne tre forskellige apps for at justere lys, varme og sikkerhed kan alt samles i ét system. Og netop den usynlige integration er nøglen til, at teknologien føles naturlig i hverdagen – og til, at AI vil kunne styre det hele i fremtiden.

2. Køkkenet som lærende medspiller

Køkkenet er hjertet i hjemmet, og et sted, hvor AI allerede spiller en rolle. Fra ovne, der automatisk kombinerer damp og varmluft, til køleskabe, der holder styr på, hvad der er på hylderne, er teknologien trængt helt ind i den daglige madlavning.

Thomas Gardner, global chef for design hos Electrolux, mener dog, at balancen er afgørende:

– Vi vil ikke ende i en situation, hvor køkkenet bliver en sort boks. Teknologien skal guide og hjælpe, men ikke tage glæden fra os, siger han og sammenligner udviklingen med bilindustrien: Vi har set, hvordan bilerne blev overfyldt med skærme, og det virkede smart i starten. Men det viste sig hurtigt at være irriterende at skulle igennem menuer for at ændre en simpel indstilling. Nu bevæger bilindustrien sig tilbage mod mere fysiske knapper. Jeg tror, vi har en lignende rejse foran os i køkkenet.

AI kan ikke lave maden for dig, men den kan være en intelligent hjælper. Nye ovne og koge-zoner med indbyggede kameraer kan følge madlavningen trin for trin. De kan give dig besked, hvis du er på vej til at lave en fejl, og hjælpe dig med at følge en opskrift. Forestil dig at bage en kage og få en påmindelse om, at dejen skal æltes lidt længere, eller at få en venlig besked om, at kødet i ovnen skal have damp de sidste minutter for at blive mere saftigt.

Gardner fremhæver, at teknologien skal være med til at lære os noget, ikke bare gøre arbejdet.

– Det handler ikke om, at maskinen bare tager over, men at den viser, hvad den gør, og hvorfor. På den måde bliver du klogere som bruger og mister ikke evnen til selv at lave mad.

Det handler med andre ord om at kombinere komfort med læring. Køkkenet skal forblive et sted for nydelse og kreativitet, men med AI kan det blive lettere og sjovere at lave mad – også for dem, der ikke er født som gourmetkokke.

3. Haven som intelligent helhed

Uden for huset er haven næste område, hvor kunstig intelligens gør sin entré. Robotplæneklippere er allerede et velkendt syn i mange danske villahaver, men ifølge Leon Li, chef for haverobotter hos Roborock, er vi kun ved begyndelsen.

– Vi forventer, at AI vil forvandle robotplæneklippere fra automatiske redskaber til intelligente havemestre. I stedet for kun at følge faste skemaer vil de lære af terræn, klima og græstype – og selv tilpasse strategien for at holde haven sund og velplejet, forklarer han.

Li beskriver en fremtid, hvor plæneklipperen ikke bare kører en fast rute, men kan vurdere, om græsset overhovedet har brug for at blive slået, og hvor meget det skal klippes.

– En AI-drevet plæneklipper skal kunne anbefale planer ved at lære af data hele tiden. Den kan tage højde for havens kompleksitet, græstype, vejret og klimaet – og skabe en optimal plan, der hele tiden bliver finjusteret. Vores vision er også, at robotplæneklippere ikke længere skal fungere som isolerede maskiner, men blive knudepunkter i en større smarthave. De skal kunne undgå vandingscyklusser, dele data med hjemmets sikkerhedssystem og arbejde sammen med andre haverobotter, siger Leon Li.

Data spiller en nøglerolle i denne udvikling. Hver gang maskinen bruges, lærer den mere om haven: hvordan græsset vokser i forskellige årstider, hvor solen står højest, eller hvor jorden er mest fugtig.

– Over tid bygger den en model af netop dit græs, dit klima og dine vaner. På den måde kan den forudsige det bedste tidspunkt at slå græs på, justere klippehøjden efter årstiden og tilpasse sig præcis til din have, siger Li.

Samtidig kan intelligente havemaskiner være med til at mindske ressourceforbruget. De kan tilpasse sig vandingsplaner, så haven ikke overvandes, og $de kan lade op, når strømmen er billigst og mest klimavenlig. Dermed bliver haven ikke kun nemmere at holde, men også mere bæredygtig.

4. sundhed og velvære i hjemmet

AI’s indtog i hjemmet handler ikke kun om praktik. Det handler også om sund- hed og velvære. Smarte sensorer kan allerede i dag måle luftkvalitet, fugtighed og temperatur og give forslag til, hvordan vi forbedrer indeklimaet.

Forestil dig, at dit hjem registrerer, at du sover dårligt, fordi temperaturen i soveværelset er for høj. Din seng, dit ur eller din telefon kan kommunikere med termostaten og sørge for, at temperaturen sænkes i løbet af natten. Eller at dine persienner automatisk lukker, når solen står ind, så det ikke bliver for varmt. For familier med ældre medlemmer kan teknologien også være en vigtig hjælp. Taeyoung Huh fra Samsung har en personlig oplevelse:

– Min mor flyttede til USA for at bo med os, fordi hun begyndte at vise tegn på demens. Der er dele af hendes selvstændighed, som en smart bolig kan have støttet, fx med rutiner og påmindelser.

AI kan fungere som en stille hjælper, der holder øje uden at tage friheden fra beboerne. Og går noget galt, kan AI også tilkalde hjælp – den kan endda holde øje med ændringer i mønstre hos beboeren.

Hvis den ældre fx begynder at tænde ovnen eller en kogeplade uden reelt at lave mad eller bare glemmer at slukke, vil AI både kunne fortælle dette til sundhedspersonale og pårørende og samtidig selv slukke for produkterne, så det ikke udgør en fare.

5. Energi og bæredygtighed

En af de helt store gevinster ved et intelligent hjem er energibesparelser. AI kan forudsige vejret og justere hjemmets energiforbrug derefter.

Hvis der er udsigt til en varm dag, kan systemet starte kølingen tidligt om morgenen, så huset holder en behagelig temperatur uden at spilde unødig energi midt på dagen. Det samme gælder vaskemaskiner og tørretumblere, der kan indstilles til at køre, når strømmen er billigst og mest klimavenlig.

Resultatet er ikke kun lavere elregninger, men også en reduktion af hjemmets CO2-aftryk. AI kan endda hjælpe med at integrere solceller og batterier i husholdningen, så hjemmet bliver mere selvforsynende. Når solen skinner, kan strømmen lagres og bruges, når behovet er størst. Det gør boligen både grønnere og mere økonomisk.

6. Usynlig hjælper er fremtiden

AI er på vej til at ændre den måde, vi bor og lever på. Teknologien vil ikke bare gøre livet lettere, men skabe hjem, der føles mere personlige, mere trygge og mere bæredygtige. Som Taeyoung Huh udtrykker det:

– Det skal ikke være mig, der skal lære teknologien. Det er teknologien, der skal lære mig og min familie at kende.

Fremtidens bolig bliver ikke nødvendigvis fyldt med synlige gadgets. Tværtimod bevæger vi os mod usynlig teknologi, der arbejder i baggrunden og kun mærkes, når den gør en reel forskel.

Spørgsmålet er ikke længere, om vi vil have AI i hjemmet, for det bliver svært at undgå. Men vi skal alle til at forholde os til, hvordan og hvor meget vi vil have hjælp fra AI i dagligdagen.