Hollywood-kok: "Jeg elsker den danske madverden"

Det er svært at lade være med at gå i Hollywood-mode med Oscar-uddelingen lige om hjørnet. Derfor har vi talt med Vikki Krinsky, som laver mad til de kendte stjerner i Los Angeles, hvor hun fortæller om livet som privat kok.

I mere end ti år har hun arbejdet som kok og ernæringsekspert i Hollywood. Hun har lavet mad til alle de kendte og ved lige, hvad man skal servere, hvis Bill Clinton kommer på besøg. De sidste seks år har hun arbejdet eksklusivt for kun én enkelt klient. Seks dage om ugen laver hun morgenmad, frokost, snacks og aftensmad til Family Guy-skaberen Seth MacFarlane, som tidligere har været vært til det årlige Oscar-show.

Livet som kok for stjernerne

”Det fedeste ved mit job er, at jeg får lov til at møde og arbejde sammen med nogle helt fantastiske typer af mennesker. Ikke kun kendte mennesker, men folk som lukker mig ind i deres hjem, hvor jeg skaber en energi som privat kok. Der er en oprigtig autentisk forbindelse, som jeg simpelthen elsker.”

Selvom arbejdet er glamourøst og enormt spændende, så kan jobbet også være hårdt – særligt på grund af arbejdstiderne.

”Det er meget uforudsigeligt. Det er altså hårdt at være en ung kvinde i verden og ikke rigtigt have et fastlagt skema. Udover det så kan det være svært at være i krydsilden, hvis de [klienten] har en dårlig dag. Du skal være stærk og have kontrol over dine egne følelser, så du ikke bliver påvirket af at leve i en anden persons verden.”

”Jeg er ikke tilgængelig 24/7, men nogle gange føles det sådan! Jeg bor ikke i hans hus, men han har bygget mig et køkken, hvor jeg er i løbet af dagen. Så har jeg en pause om eftermiddagen inden middagen skal serveres, hvor det er Vikki-tid.”

Den tid bruger hun gerne på at skrive på sin kogebog eller lære sig selv nye teknikker. Vikki er helt selvlært i faget og tilegner sig konstant nye teknikker og metoder, som hun kan bruge til at servere spændende mad.

Molekylær gastronomi

Selv om Vikki endnu ikke selv har besøgt Danmark, så er hun meget interesseret i den Skandinaviske madkultur og bruger det i stor stil, når hun laver mad.

”Jeg er meget interesseret i den danske madverden, selvom jeg ikke selv har været der. Jeg kender alle smagene, og jeg elsker dem! Jeg kan ikke vente med at besøge Noma.”

Den danske restaurant er kendt verden over for sin ekstraordinære evne til at lave helt unikke madoplevelser. Selvom Noma ikke har arbejdet med rendyrket molekylær gastronomi, har restauranten i høj grad brugt elementer fra strømningen. En teknik som Vikki elsker at lege med.

”Det er stort set som at låne redskaberne fra et videnskabeligt laboratorium. Jeg kan godt lide at lave små kaviarbolde, når jeg serverer salat. I en normal salat er der måske balsamico i så i stedet for at lave en dressing, så laver jeg små bolde, som popper i munden og giver en fantastisk smag. Det er ret interessant og meget svært! Jeg har så meget respekt for de kokke, som er dygtige til det. Det er helt klart en kunstform.”

Mad til Oscar-uddelingen

Som Hollywood-kok har Vikki selvfølgelig været med til Oscar-uddelingen, hvor der bliver serveret lækker og eksklusiv mad.

”Maden er, som man forestiller sig, helt fantastisk. Der serveres fra hele skalaen fra sunde aspekter som grøntsager og masser af protein til brød og hjemmelavet smør. Jeg tror, den bedste ret jeg så, da jeg var der, var en grillet kyllingeret med grøntsager. Selvfølgelig er der altid vegetariske alternativer. Når man laver mad til eliten, som alle er klædt i formelt tøj, så er der tale om meget let mad.”

Menuen er i år sammensat af Wolfgang Puck, hvor der serveres Hors D’Oeuvres før showet og snacks under selve uddelingen. Så man kan sagtens risikere, at løbe ind i Leonardo DiCaprio ved den glutenfri chips-bar.

Sådan ser Vikkis dekonstruerede hot dog ud i to forskellige udgaver. Tror du, pølsemanden vil sætte sådan en på menuen?

Dekonstrueret hot dog

”Han [MacFarlane] spiser alt, hvad jeg laver, hvilket er en fantastisk fordel, men nogle gange vil man gerne have feedback, og man har brug for en lille udfordring.”

”Den mand elsker bare hot dogs. Det finere køkken er noget, som jeg introducerede til ham.”

Når klientens yndlingsret er madder med peanut butter eller hot dogs, så må man som kok tænke i alternative løsninger. Derfor har har Vikki blandt andet lavet en fantastisk, dekonstrueret udgave af yndlingsretten.

”Det visuelle er højt oppe på prioriteringslisten. Vi spiser først med øjnene. Når du ser på en ret, og den er smukt anrettet, så har du lyst til at spise den.”

Vikki glæder sig til Oscar-uddelingen, som hun regner med at komme til at se, mens hun står i køkkenet. Skal du selv holde en lille Oscar-fest derhjemme, anbefaler hun, at man serverer en masse lækre snacks, ligesom der gøres til uddelingen i Los Angeles. Hun anbefaler, at man går efter at ramme en masse forskellige smagsmuligheder og at spise let, hvis man vil undgå at gå sukkerkold midt under showet, som jo bekendt kører til klokken 6 om morgenen dansk tid.

Når Vikki ikke laver mad hos Seth MacFarlane, kan hun ses i madprogrammet Recipe Rehab på den amerikanske tv-kanal CBS. Derudover poster hun alle sine spændende retter på sin Instagram-profil.