Sæsonens smukkeste tæpper har stor personlighed

Ekspressive mønstre, skæve formater, kontraster, verdenskunst i gulvhøjde, farveeksplosioner, striber, kvaster, læder, silke - du kan få det hele. Denne sæsons smukkeste tæpper samler, luner, hygger og giver kant til indretningen.

### En verden af tæpper Hvis der er to, der står sammen i skandinavisk indretning, er det trægulvet og det dekorative, afpassede tæppe. Dette perfekte makkerpar appellerer ganske enkelt til vores dualistiske forhold til det minimalistiske på den ene side og det hyggelige på den anden. I det lys er der tale om et match made in heaven, fordi vi, her i gulvhøjde, kan koble det praktiske med det kreative og samtidig føje noget organisk og naturligt til hjemmet. De afpassede tæpper stimulerer i høj grad vores lyst til at lege med farver, formater og mønstre. Og der er overvældende meget at eksperimentere med.

Lækre naturmaterialer

Det afpassede tæppes popularitet er let at forstå. Det samler indretningen, bidrager positivt til akustikken, føjer noget taktilt og blødt til det hårde og sætter trumf på stilen i et rum.

Og så fås de i alle prisklasser inden for de populære kelim- og kludetæpper, der føjer kulør til den afslappede boligstil, eller uld- og silketæpperne, der byder sig til med deres eksklusivitet, samt bomuld, hør, filt og læder, der understreger den skandinaviske stil.

På billedet ses 'Bur Bur' fra Massimo Copenhagen, som er håndvævet afghansk uld i naturfarver og fås i to størrelser. Fra 7795 kr., Massimo.

Kan du ikke få nok af tæpper? Vi opdaterer løbende galleriet med de nyeste tæpper her.

Et væld af former og farver

De fleste afpassede tæpper fås ofte i differentierede størrelser, og mange producenter gør det muligt at få tæpper med individuelle mål.

Læg dertil et hav af formater; firkantede, aflange, runde, amøbeformede, ovale og elipser. Og top det med en skatkiste fuld af mønstre og farver. For designerne giver den gas med vilde mønstre og ekspressive farver.

'Ply Rug' fra Muuto er designet af den anerkendte tekstildesigner Margrethe Odgaard i 100 % uld. Fem farvekombinationer og tre størrelser. Fra 1595 kr., Muuto v/Luxo Living..

Dekorative elementer

Tæpperne anno 2016 er ikke blot indbydende og tillokkende for bløde børneknæ og forkælede hunde på jagt efter et varmt underlag, de er også vigtige dekorative elementer i sig selv.

Ekspressive mønstre i et afklaret grafisk udtryk eller naturinspirerede motiver med planter og blomster er aktuelle bud – tone i tone eller i kontrast.

Er man til tæpper med et kunstnerisk islæt, er Moooi eksperten over dem alle. Her er det designeren Edward van Vliets kakkel-inspirerede 'Dutch Blue Sky'. 19.360 kr. (vejl. pris), Moooi.

Mønstermiks

Tæpperne byder på lidt af alt: tern og striber i metervis, brugt på traditionel eller eksperimenterende vis, ironiske og kærlige parafraser over klassiske tæppemønstre, iscenesat slitage, mønstermiks, gråtone-skalaer, blå paletter, signal-farver og flere overraskende effekter i skikkelse af udskæringer, brudte kvastrækker, kontrastbånd og materialesammenstød.

Finske Woodnotes taler lige ind i den skandinaviske boligstil. De har netop lanceret en ny kollektion kaldet 'Big Stripe Carpet', designet af Ritva Puotila, med mange kombinationsmuligheder. Fra 7787 kr (vejl. pris), Woodnotes.

Dekonstrueret

En stærk tendens er det dekonstruerede tæppe sat sammen af en række mindre tæpper, brudt op og ”lappet” sammen igen.

Uanset hvad der frister, så tvinger de nye tæpper vores blikke i gulvet. De vil være med til at gøre en forskel i det store hele, tages seriøst og blande sig i kakofonien af indretningselementer.

Tres-kollektionen fra spanske Nanimarquina er en hyldest til det gamle vævehåndværk. 'Tres Plana Verde' er en kombination af uld, filt og bomuld. Fra 11.845 kr. (vejl. pris), Nanimarquina.

Den hollandske designer Lizan Freijsen viste sine flotte unikke kunsttæpper under møbelmessen i Milano. Fra 39.000 kr. (vejl. pris), Lizan Freijsen.

'Cross' er en frisk nyhed fra Danskina i 60 % newzealandsk uld og 40 % viskose. 3775 kr. (vejl. pris), Danskina.

Broderi i kingsize fra Gan. Den belgiske designer Charlotte Lancelot har designet 'Silaï'. 16.335 kr. (vejl. pris), Gan.

'Giant Flowers' er et smukt håndtuftet tæppe i 100% uld fra danske Kurage. 34.650 kr. (vejl. pris), Kurage.

'Herringbone Mix' er et nyt tæppe fra Skriver Collection, som fås i fire størrelser og tre farvekombinationer. Fra 695 kr., Skriver Collection.

'Icon' fra Kinnasand er et håndlavet 100 % silketæppe med en smuk og levende overflade. 10.655 kr. (vejl. pris), Kinnasand.

Jules Pansu har omsat Picassos fantastiske billede 'Le Peintre Et Son Modèle' til et eksklusivt gulvtæppe. 60.000 kr., Poulin Design.

Normann Copenhagen udvider kollektionen med tæppet 'Trace', designet af Sarah Böttger og Hanna Emilie Ernsting. Det laves i fire farvekombinationer og i lige dele uld og polyester. 3999 kr., Normann Copenhagen.

Designeren Patricia Urquiola kreerer også tæpper. 'Hem Rugs' i silke er det seneste bud fra hende for italienske Molteni&C. Fra 28.520 kr. (vejl. pris), Molteni&C.

Kludetæppet går aldrig af mode. 'Taj' i hvid og navy bomuld. 349 kr., Ilva.

Designerduoen Zanelatto-Bortotto har kreeret 'Arengario' for italienske Cappellini. 49.400 kr., Cappellini.