
Nybyggerne-parret vandt badeværelseskategorien i deres sæson – og i det virkelige liv! Se bare
Villaen havde alle tænkelige kvaliteter, men manglede opbevaring og badeværelse. Frederikke og Anders har opdateret huset så flot, at de har fået en pris.
Af — 27. februar 2025Da Frederikke og Anders Stolbjerg i 2017 flyttede ind i deres nye hjem i Vedbæk, vidste de, at det krævede en helt særlig og nænsom renovering.
Huset er tegnet af arkitekt Ole Helweg (1916-2001), der også tegnede Hotel Marina i Vedbæk, og er et smukt eksempel på modernismen, et grafisk, japanskinspireret hvidt murstenshus med stramme linjer, sort træværk, betongulve og skodder. Et, ja, sympatisk og sjælfuldt hus, skabt til billedhuggeren og grafikeren Torsten Johansson (1917-96).
Huset var hans livsværk. Her havde han sit atelier, og her kom venner som PH, Asger Jorn, Poul Kjærholm og Nanna Ditzel.
Huset har kun haft tre ejere, og i dag danner det rammen om et moderne familieliv for Frederikke og Anders og deres tre børn.
De er begge hobbyhåndværkere på professionelt plan, bl.a. kendt fra tv-programmerne Nybyggerne og Huse med hemmeligheder, og de har selv kunnet stå for meget af ombygningen.
Forsøget på at respektere og bevare den originale arkitektur er lykkedes så godt, at huset fik Bevaringsprisen 2022 i Rudersdal Kommune.