Selvom man har under 10 m2 til rådighed, kan det sagtens lade sig gøre at skabe et spændende og overraskende badeværelse.
I det nybyggede hus syd for København skulle det lille ekstra badeværelse rumme både toilet, håndvask og bruseniche. Derudover var det vigtigt, at der blev plads til opbevaring, da rummet - udover at være til gæster - også skulle bruges dagligt af husets to døtre.
Der blev valgt en bruseniche med glas på begge sider for at gøre rummet så let og luftigt som muligt. Dørerne kan åbnes ind i bruse-nichen og dermed give mere gulvplads.
Dagslyset kommer fra et stort ovenlysvindurte, hvilket er en perfekt løsning til dette lille rum, for det har givet plads til glashylder og opbevaring på væggen over toilettet.
Da badeværelset primært skulle bruges af preteen-pigerne, måtte der gerne komme farver i rummet - også med lidt knald på - men samtidig ville familien gerne bevare en visuel sammenhæng mellem husets lille og store badeværelse, der er lavet med et eksklusivt spa-lignede udtryk.
Løsningen blev at bruge de meget smukke glasmosaikker fra italienske Sicis, men i en iøjenfaldende og markant aquafarve. Med tilbehør i samme nuance og de lette, transparante glashylder er det lykkedes at lave et lækkert lille baderum med whau-effekt.