Stue i det fri

Familien bor ved Oslo Fjord og råder over 70 m2 til rendyrket udendørsliv. Oplev drømmeterrassen, som hele tiden får nye knopskydninger.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Velkommen til et idyllisk lysthus, hvor loungemøbler og udsigt til vandet indbyder til evig afslapning. Af samme årsag bruger familien det skønne sted året rundt. De nærmest minimalistisk enkle møbler, hvis enkelhed glider ind i terrassens stringens, er fra Bolina. Hynder og puder er et fint skandinavisk miks fra svenske Himla og danske Tine K og Aiayu samt italienske Society. Lys passerer gennem bambusmåtter i loftet, samtidig med at de skærmer for regn og sørger for, at her ikke bliver for varmt, når solen står på.

Stue i det fri
© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Stue i det fri

En ekstra stue. Sådan bruger denne familie deres 70 m2 store terrasse ved Oslo Fjord. Sprossede vinduer og slyngplanter danner rammen om et loungeområde med designermøbler i vasket træ og naturlige materialer. Med sikker sans for æstetik og en interesse for at skabe unikke sammensætninger har Hanne Borge, som er medindehaver af en interiørbutik, blandet det asketiske med det urbane på raffineret vis. Udsigten fra terrassen rækker hele fjorden rundt, og hver morgen vågner familien op til synet af grantræer, vand og bjerge.

  • Især elsker vi at sidde ude i sommeraftenerne i det overdækkede lysthus, “vinterhagen”, der virker som en stue midt på terrassen, og her indtager vi alle måltider, når det er lunt. Glæden ved livet på terrassen deler vi med hele vores omgangskreds. Med det store areal, loungemøblerne og udsigten er det et godt samlingssted for alle og stedet, hvor vi holder familiefester, fortæller Hanne Borge.

Overnattende og ferierende gæster er derfor fast inventar hele sommersæsonen. Og som juletradition inviterer de familie, venner og børn til fest, hvor der fyres op i bålfadet, grilles pølser og drikkes gløgg. Villaen er et 300 m2 stort hvidmalet træhus fra 1924. Det ligger på toppen af et højdedrag i Bærum lidt uden for Oslo. Det tog parret lang tid at finde det - de ville kun bo i dette område. Endelig dukkede drømmen op, men på en skrå grund, som gjorde det nødvendigt at ændre havedesignet. Fred, ro og en følelse af at være i pagt med naturen var det, ejerne ønskede. Huset skulle rumme muligheden for at slappe af, samtidig med at de kunne være sammen med venner og familie. Familien var enige om, at villaen skulle emme af atmosfære, ligge ugenert og give mulighed for at se solen gå op og ned. Det lød som det umulige, men det lykkedes, da dette hus endelig kom til salg.

Den store udfordring var naturhaven, som skrånede så kraftigt mod øst, at den var ubrugelig. For at skabe en plan bund var den eneste løsning at tegne en terrasse. Her blev lysthuset anlagt, og det har skabt et rum, hvor sommeren forlænges. Terrassen er integreret nænsomt i det ujævne terræn, og store dele af den gamle have er nænsomt bevaret, fx en hindbærbusk, som har fået lov til at vokse op gennem terrassens trædæk og stadig giver masser af bær. På kølige aftener bruges det mobile pejsefad flittigt, og et læhegn af bambus tager brodden af vinden fra fjorden.

At terrassen blev så velfungerende og ikke mindst populær blandt gæster, havde familien ikke forudset. Ad flere omgange er de vokset ud af den, og helt op til tre gange har de måttet udvide i forhold til et stigende behov for plads, hvilket skiftende farver på træværket vidner om. Men det skyldes en nærmest magisk kombination af sydlandsk stemning og nordisk åbenhed. En stil, der er en god blanding mellem det etniske og nordiske. Med et unikt vue udover Oslo Fjord er alle pladser på terrassen centreret mod udsigten, og når man først er her, har man ikke lyst til at forlade den.

  • Det bedste ved vores terrasse er beliggenheden. Vores udsigt udover hele fjorden er fantastisk. Da huset og terrassen også ligger ugenert, behøver vi ikke at bekymre os, om folk kan se ind, ligesom vi altid har en god temperatur, fordi et bambushegn rundt om terrassen beskytter. Indretningen er lagt an på at drive og være sammen. Derfor har vi skabt mange hvilepladser og spiseområder, så vi hele tiden naturligt er sammen. Også om praktiske ting, som madlavning i vores udekøkken, siger Hanne Borge.

Hun er lidt af en samler og har bl.a. gemt gamle vinduesrammer fra et tidligere hus - de har nu fået en ny plads i vinterhaven. I et andet hjørne dukker en gammel filmkulisse op, et lille hus, der har ageret kiosk i en norsk film. Næste projekt er en betonsofa, der kan bruges på dage med godt vejr og mange besøgende.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Hanne Borge og hendes mand har selv bygget seng med plads til hele familien i en lækrog, parasollen er fra Tine K. Bambushegnet patinerer smukt med årene og bliver sølvgråt, et eksotisk indslag i det nordiske.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Taressen ligger som et smukt dæk midt i det højsommergrønne. Udsigten favner hele Oslo Fjord. Lysthuset med de sprossede ruder er et af de små åndehuller. Humleranker, vinranker og krukker med bl.a. agapanthusplanter og græsser sørger for de frodige indslag. Åben ild kommer fra et mobilt bålfad fra Bolina - med tilhørende brændehus, der også er selvbygget. Liggestole fra Fiam.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Det tog noget tid at stabilisere det skrånende terræn i haven, men nu fungerer hver en detalje. Hanne Borge har valgt materialer, som ældes smukt, fx zink.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Rå konstraster i det bløde er skabt af sort-hvide billeder af den anerkendte norske fotograf Margaret de Lange.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Igen et af familiens egne projekter, et brændehus med grill.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Sivmåtter som naturlige bordskånere fra Bolina. Skeer og skåle fra samme firma.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Sommerligt og luftigt - næsten som på stranden - med siv, parasoller og solbleget træ. På den 70 m2 store terrasse har Hanne formået at skabe et udendørsrum, der fungerer fuldt ud som stue for familien.

Træer i flettede kurve og krukker med lavendler. Ejerne er mestre i stemninger og kombinerer det asiatiske og skandinaviske. Huset blev bygget i 1924, og den romantiske stil er bevaret.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

De gamle vinduesrammer er medbragt fra Hanne Borges tidligere hjem, en gammel stationsbygning.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

“Genbyg” er et af kodeordene. Det lille hus i hjørnet har haft et liv før dette - som filmkulisse.

© Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency

Et mobilt pejsefad kan køres rundt på terrassen, så varmekilden hele tiden er i nærheden på kølige aftener. En vild hindbærbusk fra den gamle have fik lov til at stå, da terrassen blev anlagt og vokser nu op gennem trædækket.