Stål i flammer

Der er 30 tons stål i denne have ved en kystvilla på Sydfyn ... materialet overrasker og giver fint farvespil sammen med nøje udvalgte planter.

© Pia Enghild
Aftensolen bryder frem bag en sky. Det levende lys rammer stålpladerne. Sollyset får pladerne til at flamme op i et changerende væld af rustrøde nuancer - varme toner, der gløder i en skarp kontrast til havens sommer- grønne træer og planter. Og træernes organiske, urolige skygger samt vinduernes refleksioner spiller også med i den melodi af lys og farver, hver eneste plade giver. Den slags scener får smilet frem hos havedesigner og direktør i Haddeland De- sign, Tor Haddeland, som har leget med tonsvis af granit og cortenstål i haven over et forløb på hele to år. - Det er blevet vildt godt. Pladerne får hele tiden et nyt udtryk, og de giver et fantastisk modspil til alt det grønne. Da de ikke er mere end 12-15 millimeter tykke, virker de også langt lettere end en granitvæg, siger Tor Haddeland. Det er ikke helt tilfældigt, at han nævner ordet granitvæg. Det oprindelige oplæg fra kystvillaens ejere var, at han skulle jonglere med fritstående granitvægge, der kunne spille op til husets lyse teglfacade. Efter grundige snakke og flere skitser foldede havedesigneren så sit bedste bud ud foran ejerparret. - De tegninger sagde de “ja tak” til. Og så kom chokket. For i den næste sætning bad de om, at væggene skulle være af stål i stedet for granit. De havde set stålpladerne et andet sted og havde besluttet sig. Jeg kan egentlig godt lide kunder, der siger meget klart, hvad de vil, men jeg trak lige vejret dybt. Det nye materialevalg havde enorme konsekvenser. For eksempel skulle alle de sirligt udvalgte planteforslag skiftes ud, da de pludselig skulle stå op mod rustrødt stål frem for lys granit. Og Tor Haddeland havde ikke erfaringer med stål i så sto- re dimensioner - og i øvrigt aldrig set lignende løsninger. Blandt Tor Haddelands spidskompetencer er at skabe usynlige rum og kontra- ster. For eksempel har han nørdet længe over hver eneste stålplades placering i forhold til de andre, så de “taler med hinanden”. I baghaven, der er domineret af de minimalistiske linjer, har han “puttet lidt ro- mantisk dna ind”, som han udtrykker det. I de stramme bede står nemlig planter som lavendler, hortensia, silkepæoner, rododendron og roser.

© Pia Enghild
Lysrefleksionerne fyrer op for farvespillet i pladerne. De er af cortenstål, som kun ruster på overfladen. Ved siden af pladerne svæver de tunge, hvide granitrædesten over den sorte muld. Sukkulenter med karrygule farver er et bevidst valg. De nøjsomme planter bliver ikke meget højere, end du kan se her. Derfor kan de fx også bruges til tagbevoksning.

© Pia Enghild
Stålvæggene står frit på terrassen i baghaven. Det gør dem til skulpturer i sig selv, som ikke virker tunge i omgivelserne. Belægningen med de hårdtbrændte teglklinker og den hvide granit er placeret et stykke fra den ene væg, så der opstår en selvstændig zone omkring spisebordet. De to blåregn op ad bagvæggen er stadig grønne og leverer kontrast til det rustrøde stål.

© Pia Enghild
Pladernes placering og højde er pertentligt justeret, så de ifølge designeren “snakker til hinanden”. Linjerne i granitfliserne leder op til husmuren med kulbrændte mursten fra Petersen Tegl.

© Pia Enghild
Planterne i baghavens bede - der også er rammet ind af stål - bryder minimalismen. Her er nemlig valgt vækster som roser, hortensia og rododendron.

© Pia Enghild

Olymp Fireplace er navnet på den gaspejs, Tor Haddeland har udviklet, hvor flammen brænder op gennem et lag af søsten. Her er gaspejsen integreret i de udendørs loungemøbler, han også har lagt streg til. Se mere på haddeland-design.dk

© Pia Enghild
Plantevalget i terrassens bede er endnu et eksempel på leg med kontraster. Langs den hvide mur bløder den frodige græssort “Japansk star” op på de snorlige linjer. Bagest får bronzeblad og en bærmispel lov til at bryde rustens dominans.
© Pia Enghild

De lyse loungemøbler står på en zone af mørke, hårdtbrændte teglklinker.

© Pia Enghild
Belysningen fremhæver møblerne, mens mørket falder på - ligesom den brændende gaspejs. Både møbler og pejs er Tor Haddelands eget design. Bordet er af massivt jerntræ.