Den naturlige have
Hvis du gerne vil have en bæredygtig have, så er en af de ting, som du skal tænke på, at skabe et så naturligt miljø som muligt. Og et af de vigtigste elementer i den naturlige have er vand. Vand skaber liv i haven på mange måder, for det tiltrækker fugle, dyr og insekter, der kommer for at drikke eller bade.
Fuglene giver liv i haven og spiser larver og andre skadedyr. Svirrefluer, bier og insekter hjælper med bestøvningen af dine blomster og holder styr på økobalancen. Pindsvin elsker vand i haven, og de hjælper dig ved at æde sig igennem bestanden af dræbersnegle. Ergo er der altså mange gode grunde til at have vand i haven.
Lad dig afstresse
Foruden det, som vand gør for dyrene, har vand også en beroligende effekt på os mennesker. Lyden af rindende eller let plaskende vand er særdeles afstressende, og bare det at være i nærheden af vand har en beroligende virkning på os.
Så med vand i haven gør du livet nemmere for dyr og insekter, du skaber et mere bæredygtigt og naturligt havemiljø, og du gør uderummet rigere, smukkere og dejligere for dig selv.