Udnyt pladsen på altanen
Om du har en stor og rummelig altan eller et par kvadratmeter under solen, så er en ting helt sikkert – pladsen er begrænset.
Casper Gorm Knudsen er direktør i familievirksomheden Altan.dk og giver her sine seks bedste tips til at få mest ud af pladsen.
Kassetænkning er godt for altanlivet
Nu har kassetænkning et dårligt ry, men det er den helt rigtige mentalitet for altanejeren.
Firkanter udnytter pladsen bedre og giver ekstra friplads.
Hvis du er til grill på altanen, så investér i en grill med fire hjørner, som står vinkelret i hjørnet og bruger minimal plads.
Bordet skal naturligvis også være firkantet, og hvis du ønsker en bænk på altanen, kan du med fordel købe en firkantet opbevaringsbænk, som huser alt det nødvendige til den lille altan.
Mens du sidder og nyder udsigten i de kølige aftentimer, kan du hurtigt og nemt trække både uldtæpper og stearinlys frem fra bænken.
Klap i!
Gå efter klapstole og borde, der kan foldes sammen eller ad væggen i luftige og lyse materialer.
Det er praktisk, det forærer dig gulvplads, og de luftige materialer får rummet til at føles større.
Er der meget sol og læ på din altan, kan du trække liggestolen ud. Hvis du har få kvadratmeter at gøre godt med, findes der smalle liggestole uden armlæn, der nemt kan klappes sammen.
Og hynderne finder et tørt og praktisk hjem i opbevaringsbænken.
Det grønne skal væk fra gulvet
Træer, blomster og urter giver liv på altanen, men potter og blomsterbede fylder.
Derfor er det oplagt at hænge dine påskeliljer, krydderurter og tomatplanter ud over rækværket.
Hæng dem på rækværkets yderside, så de vender ud mod gården eller fortovet.
Det giver dig mere plads og lader naboerne nyde synet af din frodige altan. Du sparer også på din dyrebare gulvplads ved at montere parasollen på rækværket.
Husk altid at undersøge, om det er tilladt at hænge ting på rækværket hos din udlejer eller boligforening - og pas på ikke at dryppe folk i hovedet, når du vander bedene.
Begrænsningens kunst
Minimalistisk indretning og bevægelighed er nøgleordene for at udnytte pladsen optimalt.
Pyntegenstande og dekorationer skaber en hyggelig stemning på altanen, men husk at mindre er mere.
En kæmpe gulvlampe, der optager halvdelen af gulvpladsen, får altanen til at se proppet ud. Tænd i stedet små stearinlys, hæng lanternelamper på rækværket eller muren og find et fint tæppe til gulvet.
Det fylder næsten ingenting, og gør en stor forskel for stemningen.
De små pynteting kan eventuelt holde til nede i opbevaringsbænken, når du ikke er ude på altanen. Så tager de ikke skade af vind og vejr.
Husk vægpladsen
Hvis du ikke må hænge altankasser på rækværket, har du en mur at udfolde dig på.
Der er rig mulighed for at opsætte et vægophæng til planter og potter, hvor du kan dyrke krydderurter og blomster.
Om vinteren kan du lade lyskæder kravle op ad væggen eller rundt om stålhegnet.
Det handler om at tænke kreativt og udnytte alle flader.