TV der trækker op
Ofte er et fjernsyn et stort skrummel, som ikke passer ind i resten af indretningen og som måske endda ødelægger den. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis være.
Der er i hvert tilfælde som minimum 2 fjernsyn på markedet, der virkelig er smukke, og som vil trække op i din indretning - ikke ned.
De er i to meget forskellige prisklasser, så der burde være noget for enhver pengepung.
Samsungs The Serif
Samsung er ved at positionere sig som den gode smag inden for TV. Med The Frame viste de, at et TV godt kan være så fint, at det blender sømløst ind i indretningen.
The Serif er på samme måde et TV, der passer ind i din indretning - og er endda en æstetisk tilføjelse.
Fjernsynet, der er designet af Rowan and Erwan Bouroullec, har en slank fod og en karakteristisk I-formet profil.
The Serif findes i tre størrelser - 43 tommer, 49 tommer og 55 tommer og to farver - hvidt og mørkeblåt.
The Serif, fra 8.999 kr., Samsung.
Bang & Olufsen Beovision Harmony
Beovision Harmony fra Bang & Olufsen er i høj grad et TV, der kræver sin plads i stuen. Filosofien er det modsatte af et TV, der skal blende ind. Det et er i stedet et showpiece, der skal vises frem.
Bang & Olufsen har selv beskrevet værket som en sommerfugl, der åbner sine vinger og folder de to elegante fronter i egetræ og aluminium ud, hvorefter en tynd skærm stiger til vejrs til en perfekt synshøjde.
TV'et bygger videre på Bang & Olufsens design-ikoner, blandt andet Capri-serien, der blev introduceret i 1959 og var designet til at kunne integreres i stuen.
Det anvendelige showpiece er tilgængelig i to størrelser - 65 tommer og 77 tommer og med to forskellige typer beklædning - Oak Wood og Grey Melange fabric.
Beovision Harmony, fra 97.500 kr., Bang & Olufsen.