BeoSound Shape består af hexagoner beklædt med Kvadrat-tekstiler. Nogle af hexagonerne gemmer højttalere og forstærker, og BeoSound Shape kombinerer således et musikanlæg med en akustikvæg. Det er ikke set før, og er et eksempel på Øivind Slaattos tilgang til elektronik: det skal løse konkrete problemer i vores hverdag på en måde, der gør vores liv lettere.
Fra tanke til idé til produkt
– I mit studio havde vi enormt dårlig akustik, så man ikke kunne føre to samtaler på samme tid. Derfor satte vi akustikplader og stof op, forklarer Øivind Slaatto.
Det var en øjenåbner, der fik ham til at lave en forbindelse mellem lyd og stilhed, som ingen tidligere har tænkt på i et samlet produkt.
– På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet A9-højttaleren for B&O, og jeg tænkte: hvorfor skal de kun lave lyd? Hvorfor ikke stilhed? Når en af deres kernekompetencer er at lave god lyd, er det da mærkeligt, at de aldrig har arbejdet med at dæmpe lyd, mener Øivind Slaatto, der beskriver processen fra idé til produkt som et eksempel på, hvordan han arbejder.
– Det begynder, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg spekulerer ikke så meget over, om trenden er dit eller dat. Men jeg er også underlagt tidsånden, og derfor vil min undren også være relateret til tiden. Bruger man sin undren som udgangspunkt til at skabe, kan man være heldig, at man kommer ud med noget, før det bliver en trend fremfor, når det er lavet en milliard gange før, siger Øivind Slaatto.
Skab stemning med The Orb
Det er den samme opmærksomhed og undren, der førte til The Orb, som er en ny type lyskilde, der er udviklet af ingeniørerne Bo Puggaard Hansen og Mathias Christiansen og designet af Øivind Slaatto.
– Solen bliver ikke tændt på en kontakt. Man har et klart og nogle gange koldt lys om morgenen, så bliver det mere varmt i løbet af dagen, og om aftenen får man aftenlys. Faktisk vil det mest intelligente være, at man står op og går i seng med solen. Men det kan ikke lade sig gøre i en moderne verden, så derfor har vi lavet The Orb, der kan efterligne den cyklus, forklarer Øivind Slaatto.
Det betyder, at man kan lege med lyset som stemningsgiver, og indrette zoner, hvor man ikke har brug for kraftigt lys – eller programmere til at lyset ændrer sig i løbet af dagen. Faktisk vil The Orb lære dine mønstre, og efterhånden sætte det rigtige lys på det rigtige tidspunkt. Også når du ikke er hjemme, så eventuelle indbrudstyve tro, at huset er beboet.
– Min opgave er, at gøre teknikken til noget, der letter din hverdag og bliver en ramme for dit liv. I stedet for, at det er dit liv, der dikteres af teknikken. Jeg forsøger at være ambassadør for, at man laver ting, der rent faktisk gør livet lettere, konkluderer Øivind Slaato.