Ekko fra undergrunden
Keramikken har i slipstrømmen af den stadig aktuelle New Nordic-trend fået endnu en renæssance. Markeder bliver støvsuget for keramikvaser og porcelænsfigurer, og det er atter moderne at samle på spisestel af høj kvalitet. På kunstscenen er keramikken igen et yndet materiale blandt ekspressive formgivere, der finder nye muligheder i det tredimensionelle udtryk. Resultatet er, at vi valfarter til museernes udstillinger med keramisk kunst. Hvad er det, der fascinerer os ved leret? Måske er en af forklaringerne, at det er et tilgængeligt materiale, som ligger komprimeret lige under vores fødder? Eller er det, fordi leret på mange måder kliner det kulturhistoriske arvegods sammen med natur, stjernestøv, tro og overtro – og ikke mindst med det at være menneske?
Morten Løbner Espersen, Moon Jar #1990 fra 2017 i stentøj og glasur. Som en af de mest toneangivende, nulevende keramikere nærer Morten Løbner Espersen en stor forkærlighed for krukken som keramisk form.
Interesse for materialets historie
Vi går på det, bygger huse af det, og bruger det til at udtrykke os kunstnerisk: Leret er under os, over os og i vores hænder. Det forbinder kultur og natur, og er – kort fortalt – et materiale, som vi er dybt forankret i. Det klæge materiale findes i flere varianter i naturen og er siden stenalderen blevet anvendt til fremstilling af kar og krukker, som først blev brændt over åben ild, senere i historien i en såkaldt mile og siden i primitive ovne. I takt med at ovnene er blevet bedre, og leret har kunnet brændes ved højere og mere kontrollerede temperaturer, er udfoldelsesmulighederne blevet markant større – og selvom ovnen stadig repræsenterer det kunstnerisk ukontrollable, så er det i dag muligt at frembringe stort set alt af ler – lige fra kunstige knogler, kogeplader og tænder til moderne kunsthåndværk og ekspressive kunstværker.
Mens interessen for keramik i øjeblikket når hidtil usete højder blandt mennesker med interesse for design, og der etableres flere keramiske værksteder og lanceres nye brands i en lind strøm, så mærker man også interessen for lerets historie og ikke mindst dets kunstneriske potentiale ude på landets museer.
Et af de steder, hvor begejstringen de seneste år er blevet registreret ved billetlugen, er i Danmarks førende specialmuseum for keramisk kunst, CLAY i Middelfart, hvor man har samlet nyt og historisk keramik i gamle og helt nye udstillingsrammer. I front for den imponerende samling, som blandt andet tæller den unikke donation Royal Copenhagen Samlingen, står museumsdirektør Pia Wirnfeldt, der har nogle gode bud på, hvorfor vi gang på gang lader os gribe af lerets muligheder.
En unik fortælling
Leret er intuitivt tilgængeligt og kræver i udgangspunktet intet værktøj. De fleste af os har på et tidspunkt i tilværelsen haft det i hænderne og forsøgt at skabe noget selv. Derfor ved vi også, hvor svært det faktisk er at forvandle det plastiske materiale til egentlig kunst, forklarer Pia Wirnfeldt, som også tror, at en del af forklaringen på den vedholdende interesse for keramikken skyldes, at vi står på skuldrene af en lang historisk tradition, både håndværksmæssigt, kunstnerisk og arkitektonisk. Hun påpeger, at alle vores murstenshuse jo stort set er keramiske værker.
– Endelig er der noget i den tid, vi lever i, som får os til at søge autenticitet, ro og større sanselighed. Vi opponerer mod køb-og-smid-væk-kulturen og vil hellere omgive os med færre og bedre ting, mener Pia Wirnfeldt, som tror, at netop de menneskelige spor i leret fascinerer os.
– Vi mærker keramikeren og det dedikerede menneske bag figuren, tepotten eller vasen. Registrerer kunsthåndværkerens fordybelse og lader os rive med af den unikke fortælling, som keramikken er eksponent for, siger Pia Wirnfeldt, der hvert år holder en stribe foredrag om lerets historie og fascinationskraft.
Ligesom keramikken er vævet ind i vores fælles identitet, så er den også en stærk individuel udtryksform. Hver keramiker og kunstner har sit formmæssige og kunstneriske greb, som er blandet op med det tilfældighedernes spil, som glasur og brænding udgør. Overraskelsen venter, når lågen til ovnen åbnes og resultatet åbenbares – dette åbenbaringens moment kan kun til dels styres af dygtigt håndværk, vedholdenhed og erfaring. Resten beror på en hård kurratering fra kunstnerens side.
Ifølge Pia Wirnfeldt er netop dette øjeblik en del af lerets fascinationskraft for mange keramikere. Materialet har en iboende ånd, som udfolder sig på sin egen præmis, og der åbnes på den måde for en evig dialog mellem kunstneren og leret – med glasuren og ilden som velkomne benspænd.
Asger Jorn vægrelief fra 1954, skabt i den italienske by Albisola, består af 17 felter, udført i lertøj med polykrom bemaling. Karakteristisk for Jorn er udtrykket ekspressivt, idet man tydeligt fornemmer hans hurtige og intuitive arbejdsform, hvor fantasiens frie associationer definerer motiverne undervejs i processen. Det nyerhvervede vægrelief på CLAY var et af otte værker, som Jorn selv ønskede at vise på Triennalen i Milano i 1954.
Leret er et spejl
Leret og keramikken og håndværket er også et spejl på vores historie og liv. For at illustrere det har Pia Wirnfeldt udvalgt en række hovedværker fra museet, som illustrerer strømninger i samfundet, teknologisk og håndværksmæssig kunnen og kunstnerisk tilgang til materialet. De udvalgte værker er eksponenter for både brugskunst og kunst, men er først og fremmest eksempler på det mest sublime håndværk i den tid, hvor værkerne er skabt.
– I Danmark har vi en gammel tradition for at sætte de dygtigste håndværkere sammen med innovative kunstnere, hvilket har resulteret i, at den håndværksmæssige barre hele tiden er blevet hævet. Kunstnerne har udfordret materialets potentiale og fået håndværkerne til at gå til grænsen af det mulige. Det kan man for eksempel se på den helt unikke opsats fra Frederik VI’s dessertstel – kaldet De Fire Årstider, fra 1831. Stellet er designet af den tyske arkitekt C.F. Hetsch, som var ansat som kunstnerisk leder på Den Kongelige Porcelainsfabrik fra 1828 til 1857. Til at udføre Hetsch’ ambitiøse tegninger engagerede man nogle af landets dygtigste billedkunstnere, blandt andre den berømte blomstermaler I.L. Jensen, der stod bag nogle af stellets næsten fotografiske blomstermotiver, fortæller Pia Wirnfeldt, der springer frem til 1911 for at fremhæve det todelte smykkeskrin Prinsessen På Ærten, formgivet og bemalet efter forbillede af den store billedhugger Gerhard Henning. Henning var en af 1900-tallets mest betydningsfulde skikkelser inden for dansk skulptur, og han gav liv til kvindeskikkelser i al deres frodighed og sanselighed. Prinsessen på Ærten er således ikke typisk for Gerhard Hennings senere stil, men et fantastisk eksempel på sublimt håndværk i overglasurdekoration, som stort set er gået tabt.
Pernille Pontoppidans Spine has a pin in it, 2017. Pernille Pontoppidan er en af de mest interessante keramikere på samtidsscenen i Danmark. Hun har markeret sig med et meget frit og insisterende formsprog. På Tommerup Keramiske Værksted har hun modelleret denne lag-på-lag-skulptur som minder om en sælsom, kringlet og labyrintisk bygning. Konstruktionen er 1,7 meter og dermed hendes største værk til dato.
Vægtige kunstværker
Kunstnernes store indflydelse på ikke mindst Den Kgl. Porcelainsfabrik får et helt nyt udtryk med billedkunstneren Jais Nielsens mandshøje skulptur Pottemageren, fra 1923. Skulpturen er et af flere eksempler på den kunstneriske frihed, som Jais Nielsen havde i de år, han havde sin gang i fabrikkens stentøjskælder. Pottemageren vandt Grand Prix på Verdensudstillingen i Paris i 1925, og værket står, ifølge Pia Wirnfeldt helt centralt i Jais Nielsens keramiske livsværk og i forhold til den internationale anerkendelse af dansk keramik.
En anden international stjerne, når det gælder keramik, er Axel Salto, og Pia Wirnfeldt peger på hans kæmpeværk Kraftens Kerne, fra 1956, som er et af mange værker fra CLAY's Salto-samling.
– Kraftens Kerne udmærker sig ikke blot i kraft af sin monumentale størrelse (132 cm), den forener også to af Saltos formprincipper: den spirende og den knoppede stil, forklarer Pia Wirnfeldt.
Axel Salto var egentlig kunstmaler, men det er først og fremmest hans keramiske værker, som tegner hans livsværk. Vejen til leret går gennem en invitation fra Bing & Grøndahl, der i 1924 tilbyder ham ansættelse som kunstnerisk leder for en produktion i blødt porcelæn, som fabrikken vil præsentere på den kommende Verdensudstilling i Paris i 1925.
– Her opnår han positiv omtale, men som nævnt løber Jais Nielsen med den fineste anerkendelse – og generelt indgår de to store stentøjsskikkelser i dansk keramikhistorie i et konkurrencepræget parløb, fortæller Pia Wirnfeldt, der i sin lystvandring gennem CLAY’s samling er nået til et af museets absolutte hovedværker, et forholdsvis nyerhvervet vægrelief, udført af Asger Jorn i 1954.
Kirsten Justesen har modelleret denne fine sorte skulptur. Kirsten Justesen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1975 og arbejder med en lang række udtryk. Hun har blandt andet brugt sin egen krop som udgangspunkt for konceptuelle værker, der tematiserer kønspolitiske emner. Figuren er kvæstet op i sort stentøjsler.
Genkendelighed
– Historien bag relieffets beskaffenhed er meget spændende. Den tager sin begyndelse ved Asger Jorns (1914-73) ankomst til den Norditalienske by Albisola i april 1954. Jorn havde året forinden opdaget leret som et materiale, der kunne understøtte hans frie kunstneriske udtryksform. En erfaring der for en periode fik Jorn til hovedsagelig at koncentrere sig om keramikken, mens maleriet trådte i baggrunden, fortæller Pia Wirnfeldt.
– Kun få uger efter sin ankomst i Albisola begynder Jorn at planlægge en international keramik-kongres, der kommer til at strække sig over flere måneder. Kongressen får ikke den teoretiske vægt, som Jorn havde forestillet sig. Til gengæld afstedkommer den en eksplosiv energiudladning af kunstnerisk produktion, uddyber Pia Wirnfeldt.
Et andet af museets kardinalværker er den 468 cm høje Isak-vase i skulpturhaven, som kunstneren Peter Brandes oprindelig udførte til Verdensudstillingen i Sevilla i 1992. Vasen fik stor opmærksomhed som verdens hidtil største krukke brændt i ét stykke. En teknisk kraftpræstation, som blev løst i samarbejde med det anerkendte keramikværksted i Tommerup.
– På vasen genkender man et gennemgående motiv hos Brandes, nemlig den stærke skildring af Abraham, der af Gud bliver befalet at ofre sin søn Isak – det ultimative offer som bevis på troen på Gud. Brandes har beskæftiget sig med dette motiv i mange sammenhænge, men på Isak-vasen får historien en ekstra betydningsmæssig dimension, idet vasen har fungeret som en symbolsk beholder for mange offergaver gennem tiden. I dag fremstår Isak-vasen som et vigtigt vartegn for CLAY, understreger Pia Wirnfeldt, der netop har afviklet en velbesøgt særudstilling om keramik i gigantformat. Udstillingen, Store Formater, Kloge Hænder, viste nye værker af toneangivende keramikere og kunstnere, skabt i samarbejde med netop Tommerup Keramiske Værksted, der gennem mere end 30 år har virkeliggjort kunstnernes vilde visioner.
Pottemageren er skabt af Jais Nielsen, ca. 1923. Jais Nielsen var oprindelig billedkunstner, men fattede tidligt interesse for keramik. I 1929 blev han tilknyttet Den Kgl. Porcelainsfabrik, hvor han arbejdede on and off frem til sin død i 1961. Den ultimative anerkendelse for sit arbejde fik han i 1925 for Pottemageren, som vandt Grand Prix på Verdensudstillingen i Paris. Jais Nielsen repræsenterer en af Danmarks allerstørste stentøjsmestre.
Potteskår, porcelæn og kunst
På baggrund af arkæologiske fund ved man, at keramikfremstilling er opstået uafhængigt af hinanden i både Fjernøsten, Den Nære Orient og Sydamerika.
Keramik kommer af det græske ord keramos, der betyder ler. Nogle af de ældste keramiske genstande fundet i Europa er da også fra Grækenland. Keramikkens rejse gik sidenhen hånd i hånd med skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder, og har trinvist bevæget sig op gennem Europa. Den tidligste danske keramik er fra den sene del af Ertebøllekulturen ca. 4600-3900 f.Kr.
Fremstillingen af glaseret lertøj i Danmark blev påbegyndt omkring 1200-tallet, hvor professionelle håndværkere kom til. I slutningen af 1500-tallet eksperimenteres der med tinglasur i bestræbelserne på at fremstille fajance, og i 1722 grundlægges den første fajancefabrik i København. I 1775 grundlægges så Den Kgl. Porcelainsfabrik.
Dansk keramik slår internationalt igennem i 1880’erne, da Bing & Grøndahl under ledelse af Pietro Krohn lancerede Hejrestellet, og Den Kgl. Porcelainsfabrik under ledelse af Arnold Krogh starter en produktion af hans re-design af det musselmalede stel. I 1890’erne sætter begge fabrikker nye standarder for, hvad man kan fremstille med under glasurdekoration. Nogle årtier tidligere kommer virksomheder som Aluminia (1863) og Kähler (1839) til.
Kunstnerkeramikken opstår omkring 1880’erne med blandt andre Thorvald Bindesbøll i front. Stilen er til en start forholdsvis naturalistisk og symbolistisk. I midten af 1900-tallet tager en mere moderne og eksperimenterende stil over med navne som Asger Jorn og Erik Nyholm.
Prinsessen På Ærten 1911 er et todelt smykkeskrin, formgivet og bemalet på Den Kgl. Porcelainsfabrik efter forbillede af den store billedhugger Gerhard Henning.
Lerets og keramikkens mangfoldighed
Lertøj er den mindst holdbare keramiktype – brændes ved ca. 1040 grader. I gamle dage var alt keramik i princippet lertøj, fordi man ikke kunne brænde ved så høje temperaturer. Stentøj er lavet af magert ler, det vil sige råblandinger med et bredt sintringsinterval. Det brændes ved høj temperatur, ca. 1200 grader – er velegnet til brugskeramik som kopper, tallerkener og skåle. Har en forholdsvis rustik overflade. Fajance dækker over to forskellige typer keramik: klassisk fajance, der er en lertøjsvare med hvid tinglasur, og stengods-fajance, der er baseret på en hvidt-brændende masse og klar glasur. Porcelæn fremstilles af hvidt ler (kaolin) af fin kvalitet – brændes ved ca. 1450 grader, som sikrer en hård og glat overflade. Porcelænskunsten opstod i Kina under Ming-dynastiet (1368-1644).
Andreas Schulenburg Truth, 2017, pladeteknik, modellering og glasering. Schulenburgs kunstneriske univers virker umiddelbart legende med sin tydelige tegneserie-æstetik og sine klare farver. Comic-verdenens humor bliver dog karikeret, når den blæses op i format. På Tommerup har Schulenburg skabt dette forstørrede tableau.
Peter Brandes, Isak-vasen, fra 1992 er et keramisk hovedværk. Vasen blev oprindelig udført til Verdensudstillingen i Sevilla i 1992, hvor den med sine 468 cm fik stor opmærksomhed som verdens hidtil største krukke brændt i ét stykke.
Opsats fra Frederik VI’s dessertstel De Fire Årstider, 1831-35, designet af den tyske arkitekt C.F. Hetsch, består af fire smukke kvinder i klassicistisk stil, som rygvendt støtter selve opsatsen med skåle i to etager. Indgår i et af de mest prominente stel, som er blevet skabt i Danmark.
Axel Salto Kraftens Kerne fra 1956 indgår i CLAYs omfattende samling af Salto-værker. Den er fra den spirende stil og optræder i to udgaver i henholdsvis okseblodsglasur og Sung-glasur.
Gutte Eriksen – kande i hårdtbrændt lertøj – Boraxglasur. Gutte Eriksen repræsenterer en af de store lertøjs-pionerer i slutningen af det 21. århundrede og er en af vores allerstørste studiokeramikere i nyere tid. Kendt og anerkendt som en dybt dedikeret og hårdtarbejdende keramiker, som markerede sig stærkt både teknisk og udtryksmæssigt med sin rustikke og hårdtbrændte lertøjskeramik.
