Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Snorre Læssøe Stephensen blev mere eller mindre frivilligt skubbet i gang med keramikken

Et samspil af tilfældigheder gjorde, at han som 16-årig fik en højst usædvanlig læreplads.

Dansk keramiks nestor

Med en årelang erfaring udi keramikkens mange forgreninger samt en stilling som lektor ved Kunstakademiets Designskole er Snorre Læssøe Stephensen lidt af en kapacitet inden for faget . Her fortæller han om sit liv med keramik .

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Snorre i sit værksted lidt uden for Helsingør. Her er han i gang med at dekorere sin keramik, hvilket er den af keramikkens mange discipliner, som han føler sig mest udfordret af.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - At farvelægge keramik er en meget svær disciplin, fordi brændingen er en faktor, som er meget svær at styre.

"Keramik har været din passion i mere end et halvt århundrede. Hvordan kom du i sin tid på, at du skulle arbejde med det?"

– Min fascination for leret stammer helt tilbage fra barnsben, hvor jeg i stedet for at lave skibe til at sejle på åen som mine brødre gravede efter ler, som jeg kunne forme til alverdens ting og dyr. Efter realskolen var jeg tilfældigt med på et besøg ved Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor min far (Magnus Læssøe Stephensen, red.) var ved at designe et nyt stel. Da produktionschefen spurgte min far, hvad hans søn nu skulle efter realen, så svarede min far: Han skal naturligvis i lære her.
Og så var jeg mere eller mindre frivilligt skubbet i gang.

– Et samspil af tilfældigheder førte derfor til, at jeg som 16-årig fik en højst usædvanlig læreplads på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Smallegade. I tre år skulle jeg uddannes på fajance- og porcelænsfabrikkens forskellige afdelinger. Jeg startede på modelafdelingen i et halvt år og fortsatte derefter på fajancefabrikkens dreje- og støbeafdeling.

– Derefter et par måneder på porcelænsfabrikkens figurafdeling, blåmalerafdeling (Kurant Kunst) og endelig stentøjsafdelingen, hvor der fremstilledes unika, og hvor jeg fik forlænget min læretid med et år, fordi stentøjsmester Bloch gerne så, at jeg fik lært det hele: frihåndsdrejning, kvætsning, glaseringsteknik,
glasurudregning, brænding og tålmodighed.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Sammen med firmaet MAZŌ lancerer Snorre serien Kyō. Serien består af kopper, som står på en chamottefod, en kande med en træhank samt to størrelser vaser, der med deres stjerneindsats også indbyder til ikebana (japansk tradition for at arrangere blomster, red.). Serien er et studie i grundformer, hvor funktionalitet og formgivning danner grundlag for produktet. Designet er derfor
holdt i et enkelt formsprog, understøttet af et raffineret farvespil i glasurens fortoninger.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Få keramikere kan som Snorre selv lave støbeforme. Her ses udsnit af mange hundrede forme, som han kan støbe kopper, kander, vaser, skåle, fade osv. i.

"Hvad var det ved faget, som fascinerede dig så meget, at du valgte at dedikere dit liv til det? Og hvad har igennem tiden formet dig som keramiker?"

– Det er et svært spørgsmål at give et enkelt svar på, men leret er fantastisk til at videreformidle former. Og jeg har altid været fascineret af grundformernes æstetik. En kvalitet ved keramikken er den enormt store varietet, der er i både leret og glasuren. En anden fascinerende ting ved keramikken er, at de mange delprocesser altid ender med at blive sat ind i en ovn og blive bagt ved 1200-1300 grader, hvor alt kan ske.

– De mange overraskelser, dette afstedkommer (kald det fejl), kan nogle gange vise sig at være keramiske landvindinger, som er interessante at fastholde i en ny unik produktion. Koppen og kanden i serien Kyoō for Mazo, som lanceres her til foråret, er et godt eksempel på netop det. Foden skulle oprindeligt kun danne underlag for formen under brændingen, men endte ved en fejl med at sidde fast på formen efter brændingen. Nu er foden en essentiel del af designet. Det er altså ikke kun mig, der formgiver – processen deltager også.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Overalt i det store værksted finder man et arsenal af smukt gammelt værktøj.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Arbejdsstationen her er blot en ud af mange. Snorre har en til hver af keramikkens mange processer – frihåndsdrejning, modelarbejde, støbning, dekoration, sammensætning af materialer osv.

"Gamle japanske traditioner har bl.a. dannet inspirationsgrundlag for dit arbejde. Hvad er det ved disse traditioner, som du synes er interessant at arbejde med, og hvorfor er det sådan?"

– Japansk keramik er mangefacetteret og regionsbestemt og omfatter hele det keramiske spektrum. Fra det fineste Kyoto-porcelæn til det groveste landlige Mingei-stentøj. I de bedste ting fra disse to yderpunkter finder jeg den samme fornemmelse for sikker form og sanselig stoflighed. På mange måder handler det om et studie af grundformerne, hvor alt overflødigt skæres fra i en slags fine tuning. Det er svært at forklare med ord, men man fremelsker det naturlige og enkle. Min far og jeg har i sin tid skrevet en bog om netop japansk brugskunst, som bl.a. beskriver dette.

– Selvom jeg har tilbragt næsten fire år i Japan, så stammer min tilgang til denne japanske formgivning meget længere tilbage. Min far var nemlig meget fascineret af den japanske tilgang til formgivning, så jeg har nok fået det fra barndomshjemmet mere end fra mine ophold i Japan, som dog har bekræftet min forståelse for design.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Snorre frihåndsdrejer sin keramik og bruger den til at skabe forme, som han senere kan støbe i.

"Hvorfor tror du, keramik igen er blevet populært?"

– Hvis man træder tilbage i menneskehedens historie, er det næsten altid keramikken, der giver påmindelser om menneskelig eksistens. I vores nutidige hverdag omgiver vi os naturligt med keramiske genstande og fornemmer kvaliteten af det uforgængelige, når vi står med et stykke keramik i hånden. Denne uforgængelighed opleves måske i dag ekstra stærkt, når den sættes op imod tidens tendens til at fremstille produkter, der nærmest har indbygget kort levetid.

Relaterede Artikler