Salone del Mobile: BO BEDRE glæder sig til….

Vi har her samlet et overblik over, hvad BO BEDREs redaktion ser mest frem til at opleve ved verdens største møbelmesse.

I uge 15 valfarter alle designere, medier og designvirksomheder til den store møbelmesse Salone del Mobile i Milano.

Salone del Mobile er verdens største og vigtigste designbegivenhed, og den bliver mere og mere indholdsrig for hvert år der går - men dermed også større og mere uoverskuelig. Nogen vil måske endda sige kaotisk.

Vi har her samlet et overblik over, hvad BO BEDREs redaktion ser mest frem til at opleve i Milano i år.

Lysfest

Møbelmessen i Milano foregår hvert år i april og har skiftevis lys og lamper eller køkken som omdrejningspunkt. I år er det lamperne, der er fokus på, udover møbler – selvfølgelig.

Det betyder, at der under årets messe bliver præsenteret lys-nyheder, som kommer på markedet i de næste to år.

Lige præcis inden for lys og lamper sker der en masse interessant for tiden, fordi den teknologiske udvikling giver designerne en masse nye muligheder. Det gælder inden for LED-lys og både indendørs- og udendørs-belysning.

Vi glæder os især til at se Olafur Eliassons nye lampe, designet for Louis Poulsen.

Også Karakter viser en ny lampe frem, Moby Lamp, et designsamarbejde af Birgitte Due Madsen and Jonas Trampedach.

Danske designnyheder

I år er en hel ny hal kommet til, hvor vi blandt andet kommer til at se de danske designvirksomheder Brdr. Krüger, House of Finn Juhl, Karakter og Louis Poulsen kaste sig ud i en mere fri udstillingsform. Det bliver helt sikkert interessant.

Sidste år løb danske Montana med prisen for bedste stand ud af de rundt regnet 2.500 opstillede. Vi er derfor enormt spændte på at se, hvordan de vil løse opgaven i år, hvor de blandt andet kommer til at vise en fortolkning af Verner Pantons Pantonova moduler i stål.

Af andre nyheder vi ser frem til kan nævnes Bjarke Ingels Groups nye porcelæns-serie HAV for Royal Copenhagen, samt Georg Jensens samarbejde med kunstnerduoen Elmgreen og Dragset. Også Raf Simons installation for Kvadrat ser vi frem til at opleve.

Bang og Olufsen lover også en spektakulær nyhed og har i øvrigt lavet en udstilling af de mest ikoniske B&O-produkter gennem tiden.

Internationale favoritter

På den internationale scene kan især fremhæves Dimore Studio, samt Wallpapers Handmade, en udstilling der hvert år imponerer og inspirerer.

Vi glæder os også til at besøge vores naboer, den store udstilling af svenske designere under fællesbetegnelsen Swedish Design Moves, HEMMA Gone wild, kurateret af Joyn Studio, samt den norske fællesudstilling, der i år er centreret omkring bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Karakter Moby lamp by Birgitte Due Madsen and Jonas Trampedach
© Karakter