Sådan gør du dit næste auktionskup

Danish modern og møblernes stramme linjer er i dag lige så moderne, som da de i 50-60’erne slog an som en af tidens største trends. Auktionshusene har fingeren på pulsen, når det gælder efterspørgslen på ægte klassikere – her er, hvad du skal se efter.

Tendenser hos de danske auktionshuse
Unikke genstande, prototyper og snedkerlavede produkter, hvor håndværket er af højeste kvalitet, er populære som aldrig før. Kunderne hos de store danske auktionshuse vil have ting, der har en fortælling med sig, og som tilfører det hjem, de ender i, noget ud over det sædvanlige. Samtidig er der en tendens til, at de helt hårde minimalistiske møbler og kunstgenstande går lidt ned i pris i disse år, mens det mere organiske, omfavnende design stiger i popularitet. Glas, stål og marmor afløses af eg, teak og skind, fortæller auktionshusene samstemmigt. Et godt råd er, at man holder øje med de relanceringer, de store producenter kommer med, hvis man vil have en fornemmelse af, hvad der rykker – fx har Gubi netop relanceret Louis Weisdorfs Multi Lite-pendel, Eilersen relancerer Erik Wørts' Safaristol, og Norr11 har fundet Verner Pantons Relaxer Rocking Chair frem fra gemmerne.
PENDEL, af Louis Weisdorf. Bruun Rasmussen. 3400 kr. SKÅL, af Gertrud Vasegaard. Bruun Rasmussen. 25.000 kr. LÆNESTOLE, Elizabeth, af Ib Kofod-Larsen, fremstillet af Christensen & Larsen. Bruun Rasmussen. 260.000 kr. for to. TÆPPE, Dukater, af Märta Måås-Fjetterström. Bruun Rasmussen. 82.000 kr.

BRUUN RASMUSSEN KUNSTAUKTIONER
Der hersker ingen tvivl om, at trenden gennem længere tid har peget i retning af snedkerlavede møbler som fx Ib Kofod-Larsens ”Elizabeth”-stol, men også de polstrede stole fra 1940’erne. Især har vi set stor interesse for Peder Moos, der også appellerer til internationale kendere, og på vores sidste auktion solgte vi en unik taburet for 860.000 kr. Når man taler kunsthåndværk, er der p.t. forskellige navne, der bidrager til en egentlig trend. Det gælder fx keramikeren Arne Bang, der med sit stringente og moderne formsprog vækker genklang hos mange i dag, og det samme gør Gertrud Vasegaards grafiske formsprog. Netop nu oplever vi også en stærk efterspørgsel på kunstneren Alev Siesbye, der giver sine skåle en nærmest svævende lethed og dekorerer dem med glasurer inspireret af Middelhavets blå farver. Priserne på hendes keramiske værker er netop begyndt at stige, og på den seneste internationale auktion i Bredgade slog vi et rekordhøjt hammerslag på 150.000 kr. for en af hendes skåle. I en lidt anden boldgade er kunsthånd- værk fra Saxbo-keramik, der også er kommet i vælten hos en solidt funderet køberskare, hvor der er særlig stor efterspørgsel på marmeladekrukker med sølvlåg. Inden for belysning er tendensen med design fra 1950-60’erne helt tydelig. Vi ser stadigvæk interesse for formgivere som Alvar Aalto og PH, men også Hans Agne Jakobssons messing- og glaslamper, Louis Weisdorfs legende grafiske lamper og Jo Hammerborgs retrolamper er i spil hos mange af vores mest indretningsinteresserede kunder.
En anden trend, som ikke er til at overse, er de vævede tæpper. På vores seneste internationale auktion kunne vi præsentere en række tekstilkunstnere, som trækker på de nordiske håndværkstraditioner – heriblandt den internationalt anerkendte Märta Måås-Fjetterström, men også navne som Anna Andersson, Barbro Nilsson, og Edna Martin, der alle gik til hammerslag langt over vores forventning. Som kontrast til de farvede nordiske tæpper er der også rift om de enkle sort-hvide marokkanske Beni Ouarain-stammetæpper.

TABURET, af Peder Moos. Bruun Rasmussen. 860.000 kr.
LÆNESTOL, Elizabeth, af Ib Kofod-Larsen, fremstillet af Christensen & Larsen. Christie's. 233.000 kr. for tre.

BUKOWSKIS
Designnavne som Wegner, Kjærholm og Arne Bang vil altid have et publikum, hvor priserne bevæger sig op og ned periodisk. Men da unika eller tidlige designobjekter fra dem bliver sjældnere, er prisen for opadgående her. Ofte kan trends aflæses ved nylanceringer af møbler fra tidligere designikoner, samt museernes separatudstillinger.
Leder man efter godt design til små penge, er det en idé at se efter svenske, finske eller norske designere, som håndværksmæssigt også er helt i top, men hvor priserne er lavere herhjemme, selvom de i stil, form og farve internationalt er lige så hotte som de danske navne. Nye navne vil altid komme, hvilket automatisk afspejles i auktionsverdenen, og derfor vil der naturligt ske ændringer i de designere fra 50'erne og 60’erne, der konstant dukker op blandt de rekordhøje hammerslag.
Tendensen ser vi på kunstscenen, hvor erfarne kunstkøbere er begyndt at se sig om til andre sider, hvilket påvirker kunstudviklingen. Her tegner det til, at de store sællerter i norden og internationalt vil være med mere uventede navne som Helene Schjerfbeck, Helen Frankenthaler eller et andet helt ukendt navn, som vil blive præsenteret for et større publikum. Samtidig oplever vi, at mængden af kunstelskere af samtidskunst er stigende. Tidligere var det bestemte typer, som købte en bestemt type kunst. I dag er der flere forskellige grupper af mennesker, der køber kunst, som de også i højere grad blander med alt muligt andet.
Kendetegnende for os som auktionshus er, at vi står for stabilitet og er kompromisløse i forhold til kvalitet, samtidig med at vi følger og afspejler vores tid. Det kan ses på det, vi sælger.

TESTEL, Cordial, af J. H. Quistgaard, fremstillet af Bing & Grøndahl. Lauritz.com.
DEN SPANSKE STOL, Børge Mogensen, fremstillet af Fredericia Furniture. Lauritz.com. 15.000 kr.

LAURITZ.COM
Tendensen lige nu er mere mangfoldig end tidligere og dækker over begreber som personlighed, det unikke og godt håndværk. I dag er fortællingen bag et design vigtigere end verdenskendte arkitekt- og formgivernavne. Det er udtrykket i sammenhæng med resten af indretningen, der er det væsentligste. Tidligere var det overvejende møbler og design fra 1950-60’erne, der var eftertragtede. Nu er det ligeså meget belysning og tæpper fra 70’erne og hvilestole fra 1930-40’erne.
De klassiske møbler fra vores danske designarv er stadig populære på auktion, men flere forelsker sig i møbler af mindre kendte arkitekter eller i prototyper – som også byder på en særegen historie. For i dag er det ikke uvæsentligt, hvem der har produceret møblet. Snedkermestermøblerne, hvor der er kælet for detaljen, fra fx Johannes Hansen eller Niels Vodder opnår nu højere hammerslag end tilsvarende fabriksfremstillede møbler. Og så er der fokus på den bløde, runde, omfavnende form, ligesom materialer som stål, glas, sort skind og marmor overhales trendmæssigt af træsorter som eg, teak og palisander, patineret skind og uld.
Inden for keramik og stentøj har Axel Saltos skyhøje priser øget interessen for det skandinaviske udtryk. Arne Bang er nærmest eksploderet i pris, men også Bjørn Wiinblads unika-skulpturer, vaser og opsatser går godt, ligesom de bedste og største ting fra Saxbo og Kähler, som Svend Hammershøis stilrene vaser med askeglasur. For vi tænder på sjældne glasurer, der opfører sig vildt og utæmmet i brændingsovnen. Og rækker pengene ikke til ikonerne, er Knud Basse og svenske keramikere som Berndt Friberg, Stig Lindberg og Gunnar Nylund værd at holde øje med. Porcelæns- og stentøjsfigurer rykker også på sig, som Dahl Jensens eksotiske og erotiske kvindefigurer, poetiske figuriner fra Royal Dux og Rosenthal, samt Lisa Larsons rustikke stentøjsfigurer. Stel fra 1950-70’erne vil vi også bo med og særligt J.H. Quistgaards Relief, Cordial, Azur og Flamestone, men også svenske Rørstrand og Gustavsbergs Berså, Mon Amie, Blå Eld og Picknick er eftertragtede. Hvis man er på forkant, kan man stadig gøre kup på skønvirke/jugend-vaser og smykker samt på art deco-møbler og -lamper, ligesom man kan eksperimentere med skandinaviske møbler i fyrretræ og udvalgte vintagemøbler fra IKEA.
SOFA, JH555, Hans J. Wegner, fremstillet af Johannes Hansen. Lauritz.com. 45.000 kr.
KANDE, af Eva Stæhr-Nielsen, fremstillet af Saxbo. Lauritz.com. 5600 kr.

CHRISTIE’S
Den danske og skandinaviske moderne stil harmonerer stadig med den internationale smag. For dansk design har en universel appel, hvor stor håndværksmæssig dygtighed blandes med en original formgivning, og hvor nogle, eksempelvis Kaare Klint, har en klassisk undertone, som appellerer til et bredere marked. Poul Kjærholm står måske ikke helt så stærkt som for 5-10 år siden, da det er de mere organiske former fra Finn Juhl og Peder Moos, der hitter.
Som internationalt auktionshus koncentrerer vi os om designere, der har en etableret og international historik, men tendensen vender mod en efterspørgsel på nutidige designere og kunstnere, som høster anerkendelse internationalt, og som bliver omtalt i magasiner, skrevet om på blogs eller bliver udstillet på topgallerier eller museer. Netop den type design har tendens til at "stand the test of time better". De seneste 2-4 år har vi set lammeskindsdækkede møbler blive mere og mere populære og meget dyre. Det begyndte til dels med "Arctander"-muslingestolen, hvor dennes succes har spredt sig til Viggo Boesens organisk formede stole.

Ombetrækningen af værker i uld i stedet for i lærred og stof er blevet meget populært og har givet mange af møblerne et mere fransk inspireret look – inspireret af Jean Royère. Farverne er generelt monokrome med et enkelt betræk oplivet af en rig rosentræsfernis, måske med en snert af blandede farver fra et nordisk tæppe vævet af Barbro Nielsen eller Märta Måås-Fjetterström. De bedste svenske tæpper er virkelig steget i værdi de sidste 10 år.

LÆNESTOL, med lammeskinds-polstring, Christie's. 187.000 kr. for to. PLATTE/FAD, af Bjørn Wiinblad. Lauritz. com. 19.500 kr.
TÆPPE, TÅNGA, af Barbro Nilsson, fremstillet af Märta Måås-Fjetterströms workshop. Christie's. 280.000 kr.

Relaterede Artikler