Designvirksomhed opkøber Danmarks næste Klassiker-deltagers designbrand

Opkøbet tilføjer møbler til Ro Collections sortiment af accessories.

Det danske selskab Design Collection Denmark (DCD), som ejer Ro Collection, har købt det danske møbelbrand True North Designs, der har Martin Colberg i spidsen. Martin Colberg er lige nu aktuel i DRs Danmarks næste Klassiker.

De to designbrands sammenlægges under navnet Ro Collection.

Tilføjelsen af møbler

Den nye designenhed betyder, at Ro Collections sortiment, der hidtil har bestået af highend boligaccessories, fremover også vil indeholde møbler.

– Helt fra jeg tilbage i 2015 blev en del af Ro Collection, har vi haft ambitioner om at lave møbler. Men hvis vi skulle gøre det, skulle det være på samme høje niveau, som vi laver accessories, og det stod hurtigt klart, at det er to helt forskellige ball games, det er ikke så lige til. Det kunne i stedet være en god mulighed at købe en virksomhed, der var løbet i gang, men ikke var kommet alt for langt i sin udvikling, så det kunne passe ind i forhold til, hvor vi var i vores udvikling, fortæller Ro Collections Brand director, Christian Lauesen.

Christian Lauesen blev introduceret for Martin Colberg, da True North Designs stod ved en skillevej.

– Vi startede fra ret små midler, uden investorere eller en rig onkel i lommen, men jeg stod et sted i vores udvikling, hvor jeg var klar over, at hvis jeg skulle løfte virksomheden yderligere, så ville det være nødvendigt at få finansiering med ombord, fortæller Martin Colberg, grundlægger af True North Designs.

True North Designs har i de seneste år vundet noget anerkendelse, og har blandt andet fået deres Salon-stol ud og stå på danske ambassader rundt omkring i verden, og da Royal Copenhagen fejrede Mega Mussels 20 års jubilæum, var Salon-stolen én af de tre stole, der blev brugt i kampagnen og defineret som moderne klassikere.

Ro Collection

Christian Lauesen (tv.), brand director hos Ro Collection & Martin Colberg, grundlægger af True North Designs

© Ro Collection

Danmarks næste Klassiker?

Optagelserne af DR-serien Danmarks næste Klassiker er netop afsluttet, og de første afsnit kører nu over skærmen. Men hvad skal der egentlig til, for at et design bliver en klassiker?

– Vi har altid efterstræbt at lave noget, der har potentiale til at blive en klassiker. Om det bliver en klassiker, vil tiden afgøre. Men vi er nødt til at sikre, at formsproget og æstetikken, den er tidløs. Samtidig skal kvaliteten være så god, at det kan holde i mange år, og måske endda på tværs af generationer. Derfor har vi altid tilstræbt at lave noget i så høj kvalitet som muligt, og så tidløst design som muligt. Det er selvfølgelig også dér, hvor der er et match med Martins designfilosofi, fortæller Christian Lauesen.

– For mig er det væsentlige, hvis design skal have potentiale til at blive en klassiker, at de skal være elskværdige. Det er måske en pudsig ting at sige, men ingen smider farfars chartol ud, fordi de har et forhold til det. Hvis de møbler man laver, er af en sådan kvalitet, at folk udvikler et forhold til dem over tid, så smider de dem ikke ud. Møbler skal være elskværdige, det tror jeg er er noget af det mest væsentlige, forklarer Martin Colberg og fortsætter:

– Jeg ser mig selv som en, der er en del af en tradition, jeg rækker hånden bagud og griber en stafet, og så løber jeg videre med den. Jeg laver møbler, der står på skuldrene af klassisk dansk design, men jeg udvikler det og gør mig umage med at gøre det. En dag kan jeg forhåbentlig give den stafet videre.

Hvorvidt vi kan regne med, at de design Martin Colberg tryller frem i programmet, også bliver sat i produktion af Ro Collection, er endnu ikke afgjort.

– Vi kommer til at tage stilling til hver enkelt design, som vi gør med alle andre design. Men jeg vil sige det sådan, at jeg vil blive overrasket, hvis ingen af delene bliver sat i produktion. Der skal nok være et par ting, i det program, som når igennem til vores sortiment, slutter Martin Colberg.

Ro Collection åbner i denne uge showroom i Nordhavn, hos EDDA Studio på Århusgade, hvor du fremover vil kunne se og opleve brandets design live.

LÆS OGSÅ