Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Mød arkitekt og partner i Tegnestuen Vandkunsten, Søren Nielsen

"Er det skævt, føler vi os mere tilpas, fordi vi selv er skæve og upræcise som mennesker."

Tegnestuen Vandkunsten

... Kan i år fejre 50-års jubilæum. Deres praksis bygger i dag på samme værdisæt, som da de blev grundlagt i 197O. Arkitekt og partner Søren Nielsen fortæller her historien om en kulturradikal institution, hvis vision er at skabe en bedre og mere bæredygtig verden, hvor mennesket & fællesskabet står centralt.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Søren Nielsen er arkitekt og partner i Tegnestuen Vandkunsten, hvor han har arbejdet siden 1990.

Der ligger et gammel oprør i Vandkunstens dna

– Da jeg gik på arkitektskolen, var jeg inspireret af Vandkunstens arbejde. Det, de lavede, var både frækt og skidehyggeligt. Det afveg fra den sædvanlige arkitektpraksis, og det åbnede op for, hvilke drømme man kunne have som ung arkitekt, fortæller Søren Nielsen, som i dag er partner.

Han blev efter endt uddannelse ansat på tegnestuen. Det var i 1990 – 20 år efter at tegnestuen officielt etablerede sig. Rødderne rækker dog endnu længere tilbage.

– Vandkunsten udsprang fra nogle unge arkitekter, som havde lært hinanden at kende igennem det, som hed Fællestegnestuen. De var nok bedst kendte for deres opførsel af Atelierhusene ved Utterslev Mose. Viggo Møller Jensen, som var en af indehaverne, havde tidligere arbejdet sammen med Poul Henningsen, hvis æstetik smittede af på Atelierhusene, som igen dannede skole for Vandkunsten. Stilen var kulturradikal og altså et opgør med den pæne borgerlighed. På den måde ligger der et gammelt oprør i Vandkunstens dna, forklarer Søren Nielsen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Træ er et af tegnestuens mest foretrukne materialer, da det er et ærligt og gennemskueligt materiale. Dets årringe og knaster vidner om et levet liv.

Projekt 35

Tegnestuen kom til verden i kølvandet på 1960’ernes ungdomsoprør og politiske debat.

Det var en tid, hvor der var gang i utopierne. Der var mange systemer i spil, der blev diskuteret politik alle steder, og der var happenings og events om boligpolitik og boligforhold. Der herskede en stærk modstand mod efterkrigstidens industrialiserede, homogeniserede og teknokratiske beton- og asfaltbyggeri, som måske nok løste de boligproblemer, som var dengang, men som til gengæld var kedelige og fremmedgørende. Denne form for boligbyggeri blev stærkt kritiseret.

Kritikken blev hørt, og Statens Byggeforskningsinstitut udskrev en konkurrence om tæt-lavt byggeri. Vandkunstens oprindelige stiftere vandt konkurrencen med det, som de kaldte for Projekt 35.

– Det var et meget utopisk projekt. Altså nærmest sådan lidt favela-agtigt i sin tankegang. Man skulle bare bygge ud på markerne. Ikke noget med ejendomsret, eller hvor man skulle få materialerne fra. Det skulle fællesskabet nok sørge for. Der blev skrevet manifester og digte og citeret Karl Marx – alt, hvad man nu gjorde på det tidspunkt. De havde virkelig fat i tidsånden, fortæller Søren Nielsen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Der hersker en varm, hyggelig og kammeratlig atmosfære på tegnestuen. Hver dag samles alle ansatte rundt om langbordet for at spise i fællesskab.

"I det moderne samfund er der sådan en overflod af præcision"

Projekt 35 blev startskuddet til Tegnestuen Vandkunsten, og boligbyggeriet Tinggården blev det realiserede moderprojekt.

– Vi er heldige, at vi har et moderprojekt som Tinggården. Der lå så mange idéer og så meget information i det projekt, at det stadig den dag i dag er et referencepunkt og en inspirationskilde. Vi har ikke forladt nogen af de ideologiske positioner, som knytter sig til det projekt. Alting ser måske visuelt anderledes ud i dag, men det er de samme idéer: Vi har holdt fast i en udvidet æstetik, vi understøtter sociale fællesskaber med vores byggerier, og vi forsøger stadig den dag i dag at integrere landskab og natur i bebyggelsen og samtidig omfavne byens intimitet ved at lave nogle tætte byrum, hvor folk møder hinanden.

– Hele vejen igennem har vi elsket landet, elsket byen og elsket naturen, men vi hadede forstæderne, hvor alting var og er funktionelt defineret. Det var og er vigtigt for os, at de steder, vi bygger, er steder, hvor vi selv kunne tænke os at bo. Her skal være ærlige materialer, kontraster og rum for spontane møder, og så må det gerne være lidt skævt. I det moderne samfund er der sådan en overflod af præcision. Er det skævt, føler vi os mere tilpas, fordi vi selv er skæve og upræcise som mennesker, siger Søren Nielsen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Vandkunsten går i deres arkitektur op i at få inde og ude til at smelte sammen, transformere i stedet for at rive ned og bygge nyt og lade de oprindelige rammer stå frem for at gemme dem væk. Ideologien ses her udfoldet på deres egen tegnestue.

Der skal ikke bygges mere nyt, men ombygges

Et andet centralt punkt for Vandkunsten er bæredygtighed. Og det har det været helt fra begyndelsen. Det ligger naturligt i deres tilgang til arkitekturen at udforme den på en måde, som ikke belaster omgivelserne.

De vil bekæmpe overforbrug og grænseløs vækst, og de vil renovere og transformere i stedet for at rive ned og bygge nyt. Det var et vigtigt punkt i 70’erne, da oliekrisen bankede på døren, og med de stigende klimaproblemer i dag er det vigtigere end nogensinde før.

– I virkeligheden skal vi ikke bygge mere nu. Vi har nok. Der bliver masser af arkitektopgaver – men transformation, konvertering, ombygning og renovering, det bliver fremtidens byggeopgaver. Traditionelt har sådanne opgaver haft lavstatus, fordi man ikke umiddelbart kan træde i karakter som arkitekt med et stort værk – men det er en forkert måde at anskue det på.

– Der ligger nogle naturlige benspænd i at arbejde med eksisterende bygninger, som gør, at man får nogle kompositioner og materialevirkninger, som man slet ikke kunne projektere, hvis man bare sad ved sin computer. Det er tilfældige møder mellem det gamle og det nye, som man ikke kan styre 100%. Når man mister kontrollen en smule, så får man de virkelig interessante ting frem. Desuden sætter det at bo et sted, som har en historie, ens verden lidt i perspektiv. Man bliver konfronteret med noget, som er ældre end en selv, og kommer måske til at tænke over sin egen forgængelighed. Jeg tror, man bliver klogere af at have den dimension inde på livet. Det ansporer en til at prioritere de ting, som virkelig betyder noget på længere sigt, fortæller Søren Nielsen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - En klokke ringer hver dag alle medarbejdere til frokost klokken 12.00. Når klokken ringer, begynder en summen af liv i det store, åbne kontor.

En øget mængde af alternative og uforudsigelige boliger

Ifølge Søren vil fremtidens boligmarked ikke se meget anderledes ud end i dag, fordi 98% af de boliger, som man skal bruge, er bygget. I hans optik vil vi se et større udbud af små, billige og kompakte boligtyper, som gør det muligt for den enkelte ikke at arbejde så hårdt. Han mener også, at man vil se en øget mængde af alternative og uforudsigelige boliger. Det kan fx være et kontor, hvor huset bliver lavet om til boliger, eller det kan være bofællesskaber eller arealer i byen, som bliver indtaget til fælles funktioner.

– Jeg tror, bevidstheden om klimakrisen kommer til at betyde sindssygt meget for vores måder at bo, leve og indrette os på fremover. Og det kommer til at betyde noget for vores æstetik. Den her nyhedsfetichisme, som der har været, hvor intet måtte se gammelt og slidt ud, og alt skulle være poleret og perfekt, den tror jeg for alvor står for fald. Jeg håber, at man kan opdyrke en slags æstetik, hvor det slidte og gamle bliver attraktivt – måske endda ædelt. Det er, og har i hvert fald altid været, vores filosofi, siger Søren Nielsen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Kollagen viser et potpourri af detaljer fra tegnestuen og tegner et billede af deres assemblage-æstetik, hvor man sætter elementer, som allerede har haft et liv før, sammen på en ny måde.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - I hele husets længde ligger de mange priser, som tegnestuen igennem tiden har vundet for deres nytænkende arkitektur. Senest har de vundet prisen for bedste sociale boligbyggeri med projektet Lisbjerg Bakke ved Mathilde Baffa Ugo Rivolta European Architecture Award.

Relaterede Artikler