© bobedre.dk

Fly in space

De har indrettet toprestauranter som Noma, Geranium og Geist. De har skabt møbelserierne Spine for Fredericia Furniture og Lunar for Stellar Works. Nu er de aktuelle med serien Fly for &tradition og har på rekordtid etableret sig som en af landets hotteste designerduoer.

Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou etablerede tegnestuen Space Copenhagen i 2005. De havde kendt hinanden længe inden da og altid udvekslet indtryk og iagttagelser ved det, de hver især sad og lavede. Derfor gav det god mening at slå sig sammen og forsøge at udnytte den energi og begejstring, de havde til fælles. De ville gerne ud at fornemme rummet og tog springet ud i livet som selvstændige.

  • Det er en fantastisk fornemmelse, at folk har taget så godt imod vores ting, fortæller duoen, da BO BEDRE møder dem til en snak om deres tilgang til design og det nyeste projekt, møbelserien Fly.

I modsætning til successerien Spine, der tog afsæt i en loungestol til Noma, og senere også blev til en barstolen introduceret med Restaurant Geist, er Fly en regulær bestillingsopgave fra producenten &tradition.

Men der er alligevel noget, som den nye serie Fly har tilfælles med Spine-serien, som produceres af Fredericia Furniture. Parret har igen fortolket en velkendt nordisk typologi - denne gang tremmesofaen.

  • Vi blev bedt om at lave en sofa, som skulle have en oprindelse i den nordiske snedkertradition, men på samme tid være komfortabel. Mange af de smukke sofaer på markedet er måske ikke ligefrem komfortable, og Fly skulle have en høj grad af komfort, samtidig med at den skulle have et skandinavisk afsæt. Vi har arbejdet med nogle ting, som er synlige. Tremmesofaen har været udgangspunkt og typologi, men proportionerne er anderledes - den er meget dybere end den klassiske tremmesofa og med puder, der sikrer, at man ikke er dikteret en siddestilling, fortæller Peter Bundgaard Rützou.

  • Men vi tænkte også på, at der skulle være et sted, hvor man kunne stille lampen eller sin kaffekop. Det var en sjov øvelse at se, om det kunne lade sig gøre at slippe af med sofabordet, og derfor har den ene sofa fået vinger, fortæller Signe Bindslev Henriksen.

Et gennemgående træk, når man taler om Space Copenhagen, er, at deres design er dybt forankret i den nordiske designtradition, men også er meget moderne, og den udlægning er de delvist enige i.

  • Vi kan bestemt godt lide at vedkende os et ophav, men vores ting er blevet dimensioneret og har fået nogle kendetegn, så de også fortæller noget om nutiden. Vi behøver ikke at opfinde tingene forfra og opfinde nye typologier, men forsøger at finde frem til det, der i en historisk kontekst er stærkt og derfor stadig har en relevans, fortæller Peter Bundgaard Rützou.

Duoen er desuden overbevist om, at de med alderen bliver bedre designere og i højere grad tør stole på, at de valg, de træffer, er rigtige.

  • Over årene har vi fundet en stor frihed og er blevet mere intuitive i vores tilgang til design. Vi var mere ortodokse, da vi var unge, hvor det var vigtigt for ens selvforståelse, at man bekendte sig til noget bestemt og fornægtede alt, der ikke passede ind i ens opfattelse af, hvad godt design var. Når man starter med at lære et fag at kende, har man en større tendens til at være entydig i sin tilgang, fortæller Signe Bindslev Henriksen.