Fascinationen af West Germany-keramik er fundet frem igen

West Germany-keramik kunne for 15 år siden købes for en krone – sådan er det ikke længere. Mød vasesamlerne Mette Petri og Bertel Bjerre, som tilsammen har tusinder af dem.

Fælles passion for keramik
© Claus Troelsgaard
De skraldgriner – for den fælles passion for keramik har givet dem morsomme oplevelser. Som da den ene stod på et loppemarked i Døllefjelde Musse, og hun havde sendt en stråmand ud for at købe en særlig flot vase, hun havde spottet på markedet. Sælgeren sagde, at han ikke ville gå ned i pris, for der var jo en eller anden dame som opkøbte alt West Germany-keramik, og derfor var priserne jo gået voldsomt i vejret. Den dame var hende selv, billedkunstneren Mette Petri. Sammen med vennen designer Bertel Bjerre deler de begejstringen for det farvestrålende og her kommer jeg-vaser. Vi bad dem om at vælge deres egne favoritter lige nu, og til venstre ses Mettes mere sarte udvalg, mens Bertels kraftige knaldorange ses med mønstre a la finske Marimekko. Går man tæt på dekorationerne, bliver man overrasket over, hvor detaljerige de er, og sætter man mange sammen, sker der noget interessant for øjet.

Masseproduktion efter krigen
© Claus Troelsgaard
West Germany dækker over produktion af keramik i Vesttyskland fra begyndelsen af 1950erne til slut-70'erne. Efter 2. Verdenskrig var landet totalt smadret, men blandt andet Marshall-hjælpen fik dog hurtigt sat gang i industriproduktionen. Herunder en række keramikfabrikker, og rundt regnet 14 af dem fik sat en masseproduktion i gang.

Skrøbeligt materiale
© Claus Troelsgaard
Designudtrykket kan føres tilbage til Bauhaus-skolen i 1920ernes Tyskland, og selve materialerne, der blev brugt, var ikke af en særlig høj kvalitet. Derfor er vaserne også ret så skrøbelige.

Interessen forsvandt
© Claus Troelsgaard
Kunstnere har gennem årene sat sit præg på produktionen, og de form- støbte vaser får særlig liv af, at glasurerne bliver påført i hånden, men da 1970'ernes psykedeliske periode svandt, dalede interessen, og vaserne blev ganske enkelt smidt ud eller solgt for få mark eller kroner.

Loppefund til få kroner
© Claus Troelsgaard

Vaserne blev betragtet som grimme og passede ikke ind i tiden. Mette Petri fortæller:

"I 2001 flyttede jeg efter 15 år i USA tilbage til Danmark til Feddet på Sjælland, og jeg begyndte at gå på loppemarkeder og fandt de første vaser til 50 øre, 2 kr. eller måske 15 kr. Hvis de var prissat til 40 kr., forsøgte jeg altid at prutte dem ned."

"Min idé var, at jeg kunne bruge de mærkelige former og stærke farver i min kunst, men det kom nu aldrig til at ske."

"Da jeg en dag kom forbi Diesels flag ship-store i København og så nogle vaser brugt som dekoration i butikken, tog jeg kontakt, og pludselig solgte jeg vaser til Diesels forretninger i hele verden. Det tjente jeg en del på, og efterspørgslen steg."

Hjemme hos Bertel Bjerre
© Claus Troelsgaard
Det var også på dette tidspunkt at Bertel Bjerre fik øjnene op for det fascinerende ved keramikken. Vi besøger hans lejlighed, som er spækket med nogle af de over 1600 vaser, han gennem årene har samlet. Han ved dog ikke præcis hvor mange, da mange af dem står pakket ned i kasser. Ikke alle vaserne er udstyret med voldsomme farveorgier. Her en samling lyse og hvide vaser i Bertel Bjerres lejlighed. Malerierne er af Kaspar Bonnén og Kathrine Ærtebjerg.

Farvekoordinerede klynger
© Claus Troelsgaard
Man lægger mærke til, hvordan de er grupperet i farver, for netop når man sætter flere sammen, sker der noget interessant. Forskellige højder og former, og hvor farven er den sammenhængende kraft og giver noget smukt for øjet. Maleri af Sebastian Dacey.

© Claus Troelsgaard
© Claus Troelsgaard

En smuk vase, som hører til Mettes og Bertels favoritter.

Relaterede Artikler