Magi. Det er det ord, der falder Eric Landon ind, når han skal beskrive sit arbejde. Når han sidder ved sin drejeskive, opstår der magi. Det er en sanselig, terapeutisk og nærmest intim proces. Han nærer en sjælden dedikation til sit fag – til leret. Det er håndværk i sin reneste form. På ganske kort tid har Eric Landon skabt sig et stort navn med firmaet Tortus Copenhagen. Men hans historie begynder et helt andet sted – og en del år tilbage. Nærmere defineret i Milwaukee i USA, da nu 39-årige Eric var blot 16 år gammel.
– Jeg gik på high school og tog tilfældigvis et keramikkursus. Det tog mig fuldstændig med storm. Og min mor investerede i en drejebænk og en ovn, så jeg kunne sidde derhjemme og arbejde. Jeg kommer ikke fra en kreativ familie, min far tegnede godt nok, men arbejdede på fabrik, og selvom mine forældre støttede mig, lå det i luften, at keramikken nok ikke var fremtiden. Så jeg gik på universitetet og fik en uddannelse i økonomi. Sidst i 90’erne besøgte jeg Danmark og blev her. Jeg sad på Vesterbros Kulturhus og lavede noget keramik og besluttede mig for at søge ind på Designskolen, selvom jeg hverken kunne tale dansk eller tegne. Jeg kom ind og gik der et år, inden jeg droppede ud. Det var svært med sproget, og oveni har i en meget struktureret, teoretisk, processuel, teknisk tilgang til design med skitser, modeller og alt muligt. Sådan er jeg ikke. Jeg har det hele inde i mit hoved og elsker bare at sidde ved drejebænken og forme med hænderne og lade leret og formerne udvikle sig ...
Heldigvis var der undervisere på skolen, der så Erics potentiale og talent og opmuntrede og støttede ham. Så han gjorde sin uddannelse færdig og fik lynhurtigt en del legater og muligheder, da han stod færdiguddannet i 2007. For tre år siden var han parat til at tage et vigtigt skridt. Hans dna, formsprog, signatur var på plads. Han etablerede sammen med sin bror firmaet Tortus Copenhagen og fandt værkstedet her i en pittoresk baggård i Kompagnistræde i det indre København. I et hus, der er lige så gammelt som hans land, som han siger, nemlig fra 1700-1800.
– Jeg satsede alt og kæmpede og knoklede. Og så valgte jeg at sende billeder af min unikaproduktion ud i verden, til bloggere, magasiner etc., og pludselig tog det fart, fortæller han ydmygt.
Historien er nemlig, at han i dag har kunder overalt på kloden. 95 procent af hans omsætning er eksport. De største designbutikker kontakter ham. Vaserne står fx hos Paul Smith i London, og en af Berlins bedste designbutikker er også på vej. Og han kan ikke følge med. Al produktion foregår her i værkstedet – kun med hjælp fra hans assistent. Men han nægter at gå på kompromis. Og han holder sin produktion på det niveau, hvor han er nu.
– Mit udgangspunkt var at kunne leve af det, jeg allerbedst kan lide. Jeg lever min drøm og kan stadig mærke den 16-årige dreng i mig, simpelthen. Mit udgangspunkt var ikke at få succes, ikke at få skabt mine håndlavede ting på en fabrik! pointerer han med slet skjult indignation over, hvor lemfældigt andre til tider bruger ordet “handmade”. Kvalitet og troværdighed fylder meget hos ham. Og han lægger ikke skjul på sine stærke holdninger og idealisme.
