Den nye hit-vase du skal style dine blomster i
Bag Georg Jensens Matrix-vase står designeren Monica Förster.
Monicas menneskelige minimalisme
Svenske Monica Förster har netop lanceret en ny serie for Georg Jensen, som kunstnerisk eksperimenterer med firmaets traditioner. Resultatet udstråler en særlig Förstersk tone i poetisk samklang med Georg Jensens funktionalistiske æra.
En idé-baseret tilgang til design
I et charmerende rum, i et af Danmarks ældste designfirmaer, står reoler side om side med jalousiskabe fyldt til randen med skitser, billeder og modeller. Det var her, i Georg Jensens skattekammer af et arkiv, at et nyt samarbejde mellem Monica Förster og Georg Jensen begyndte.
De gamle arkiver skulle give den svenske designer en forståelse for den arv, som siden 1904 er blevet bygget op omkring den anerkendte sølvsmed. I Försters research fandt hun en form for åndsfællesskab med svenske Sigvard Bernadotte, som i 30’erne udformede skønne artefakter i funktionalistisk art deco-stil, som kombinerede modernismens symmetri med arkitektoniske silhuetter.
– Bernadottes objekter sikrede den kreative platform samt koncept om at forny og skabe artefakter, som både er funktionelle og poetiske. Jeg forsøger altid at forstå den historie, som ligger bag den virksomhed, jeg skal arbejde med. Det objekt, som i sidste ende kommer ud, skal passe ind i firmaets identitet, samtidig med at det tilføjer noget nyt. Det er en organisk proces, siger Monica Förster. Siden 1999 har hun haft sit eget designstudie i Södermalm i Stockholm. Hendes tilgang til design er idé-baseret og hun forsøger altid at finde frem til de underliggende narrativer, som gør et objekt meningsfuldt og distinkt, før hun begynder med farver, former og detaljer.