Bjørn Wiinblad gav danskerne håb

"Han var vild på en nuttet måde."

Mathilde Rude

— 12. oktober 2018

Teak og kakler. Wiinblads møbler er stadig efterspurgte, og dette bord gik for 18.500 kr. hos Bruun Rasmussen.

Wiinblad på godt og ondt

Han var vild på en nuttet måde.

Med en faible for svungne linjer og eventyrlige universer blev Bjørn Wiinblad (1918-2006) en biflod i efterkrigstidens modernisme, som ellers ofte prædikede purisme og rene linjer. En inderkreds af danske designere rynkede på næsen af det dekorative og figurative, som blev anset som useriøst. Andre tog ham til sig fra starten.

Med sin første udstilling, Tegninger og Lertøj, i 1945 København blev Wiinblad hurtigt et navn, der blev båret frem af visse af kulturlivets fanebærere. Og i en sådan grad, at han var efterspurgt i flere årtier. Indtil han til sidst var nærmest dårlig smag, men kun i Danmark. I udlandet op-arbejdede han en stjernestatus, som stadigvæk holder.

Efter at have været passé i flere årtier er han nu nærmest lige så aktuel, som da han kom frem. Dette skyldes tiden, ligesom det var efterkrigstidens særlige stemning, der drev ham frem.

Ifølge journalisten og forfatteren Heidi Laura, der i 100-året for Bjørn Wiinblad er aktuel med bogen En bid af paradis skyldes Bjørn Wiinblads umiddelbare popularitet og følgende kometkarriere, at hjemmet i efterkrigstiden var ved at tage en ny form: Det blev følelsernes sted. Fra at have været arbejdsplads for de mindre bemidlede, og social repræsentation med fremvisning af status for borgerskabet bliver idealet nu at skabe sunde funktionelle boliger, hvor man kan lade op, finde sig selv som menneske og være sammen med de nærmeste.

Hjemmet er en slags drejebog, der er bestemmende for, hvordan vi lever vores liv, og derfor er det så vigtigt for 1900-tallets arkitekter og designere af forme det. I efterkrigstiden er det altovervejende purisme og fornuft, der styrer, men Wiinblad bar stadig på drømmen om det skønnes forløsende kraft, som havde været en stor del af art nouveau og den britiske arts and crafts-bevægelse.

LÆS OGSÅ: Eksklusiv jubilæumsvase markerer Bjørn Wiinblads fødselsdag.

Wiinblad tænkte i totalindretning i hjemmet, som ses her fra hans butik i København.

Passede Wiinblad ind i modernismen?

– Midt i efterkrigstidens traumer søgte folk efter håb. Wiinblad imødekom det behov med skønhed og kolorisme og skabte en ny naivisme, der dyrkede det figurative og ornamentikken. Alt hos ham var sat harmonisk i scene i en fortryllet og magisk verden. Han mente, at folk havde brug for at få løftet humøret. En række af tidens funktionalister havde også blik for hans følsomme stil, og jeg tror, at det er kimen til hans succes. De mente, at vi er følelsesvæsener med behov for at knytte os til ting. At det, der taler til os, kan lære os at leve ordentligt som mennesker. I det lys bliver Wiinblad opdaget i 1946 først af forlæggeren Asger Fischer, der bruger ham til at illustrere Tusind og én nats eventyr, og får ham indenfor i designhøjborgen Den Permanente. Kort efter opdager den funktionalistiske designer Jacob E. Bang ham. Han var leder af Nymølles Keramik og søgte efter talenter til at imødekomme efterspørgslen fra især unge, som var trætte af tunge hjem, og så efter noget let og moderne i en tid, hvor boligindretning boomede. Og sammen med dekorationer af blandt andre Ib Spang Olsen, Poul Høyrup og Hans Scherfig blev Wiinblad nu den nye gode smag, forklarer Heidi Laura.

Den rolle udvides til udlandet, da Philip Rosenthal junior i 1957 hyrer ham som designer på sin porcelænsfabrik Rosenthal Porzellan i Bayern. Når vi tænker på modernismen, er det ofte med øje for det stramme og funktionelle, men ifølge Heidi Laura har man overset, at nogle designere og producenter også dyrkede det dekorative som fornøjede. Bare det var moderne. Og gerne noget, de fleste havde råd til.

– De moderne hjem husede ofte den abstrakte dekoration, lækre materialer og organiske former. Lidt ligesom i dag. Men midt i det hele var der også plads til sjovere ting. Mange keramikere og kunsthåndværkere i tiden var med på en bølge, hvor de ud over at skabe abstrakte dekorationer, der nemt kunne karakteriseres som moderne, også dyrkede det figurative og følsomme, for eksempel Stig Lindberg, Inger Waage eller Tibor Reich. Den del af modernismen hører man næsten aldrig om, det virker nærmest, som om den er blevet undertrykt i designhistorien. Man har været meget enige om at definere modernismen som noget strømlinet og maskulint, der skal holde sig til det abstrakte. Min fornemmelse er, at man ikke tog den mere følsomme modernisme seriøst, ligesom det blev opfattet som lidt feminint. Især i Danmark, hvor purismen var stærk, og dekoration nærmest forbudt. Men ser man på folks hjem, er det en anden historie, for de elskede det! Philip Rosenthal junior var klar over, at folk ikke kun ville bo med Bauhaus-stil, men også med noget emotionelt. Han vidste, at Wiinblad havde stor appel, eftersom han fra starten af 1950’erne var slået igennem i New York, hvor hans ting blev solgt på den prominente 5th Avenue i Georg Jensen Inc, og siden i mange amerikanske stormagasiner, siger Heidi Laura.

Nymølle-keramikken med sorte og blå krummelurer er det, vi kender ham bedst for.

Unikaarbejde

Rosenthal satsede stort på internationale designere. Wiinblad var der i selskab med blandt andre Tapio Wirkkala, Raymond Peynet og endda Walter Gropius, men var selv den mest solgte kunstner. I Danmark blev han særlig kendt for keramikken fra Nymølle og fik fra 1954 også eget keramisk værksted i Hjortekær, og fra 1966 i Det Blå Hus i Sorgenfri. Wiinblad kunne dog ikke selv dreje ler og stod kun for dekorationerne, og havde derfor drejere, keramikere, og malerpiger tilknyttet sine værksteder. Men ifølge Heidi Laura er det vigtigt at se Wiinblad i det store billede og få alle facetterne med:

– Vores billede af Wiinblad i dag er næsten helt domineret af al den masseproducerede fajance fra Nymølle, som blev skabt fra slutningen af 1940'erne og frem. Efter at Wiinblad selv købte Nymølle Fabrikken og Knabstrup Keramik i 1970'erne og 1980'erne, producerede han enorme mængder af ting uden den store designledelse og kom til at køre i den samme rille. I praksis undergravede han sit eget renommé. Modsat så det ud i resten af verden, hvor Wiinblad hos Rosenthal Porzellan var en kæmpe kommerciel og meget eksponeret succes i brandets flagskibsbutikker i alle større europæiske byer og flere steder i Asien. Han blev holdt i ørerne designmæssigt og skabte gennemarbejdede design og dekorationer. I USA var der et velbeslået publikum til langt flere unikaarbejder. Alt i alt var han aktiv på tre kontinenter, og han indrettede sig med otte forskellige hjem spredt ud over Europa. Årsagen til hans succes var selvfølgelig, at han rykkede med tiden. Da en ny drøm om samfundet dukker op med studenteroprøret i 1960-70’erne, fulgte Wiinblad trop med mere vovede og erotiske motiver, ligesom han gik i gang med næsten psykedeliske dekorationer, siger Heidi Laura.

Sort-hvid dekoration var også med på nogle af Wiinblads ting fra 1946 som dette fad, der fik hammerslag på 5500 kr. hos Bruun Rasmussen.

Æstetik til folket

Ud over at have en voldsom skabertrang, ikke at kunne sige nej til nye opgaver, og at elske at arbejde med nye medier opererede Wiinblad med en demokratisk idé om at skabe æstetik til folket. Med sin brede produktion, der spændte over keramik, gobeliner, kostumer, porcelæn, metal, tekstil, papmaché og træmøbler, ligesom han udsmykkede alt fra skibe til spillekort, er han repræsenteret i millioner af hjem verden over. Ifølge ham selv gjorde han sig lige umage med at designe gavepapir, kostumer eller keramik, og han er da også repræsenteret på Victoria and Albert Museum i London, Museum of Modern Art i New York, og Designmuseum Danmark. Ligeledes blev han hædret med en sølvmedalje på den første internationale keramikfestival i Cannes 1955 sammen med Nathalie Krebs og Axel Salto, en International Design Award i 1965, Man of the Year i New York i 1985, og the American-Scandinavian Foundation’s Cultural Prize i 1995.

– Wiinblad formåede at skabe en myte om sig selv. Han fortryllede sine omgivelser. Også fordi han tænkte i totalindretninger – hjemmet som gesamtkunstwerk. Det var i tråd med hans venner Jens Harald Quistgaard og Verner Panton, der interessant nok også var forkætrede i det danske
designmiljø. Fælles var den international succes og trangen til at skabe alt, hvad man behøvede til et hjem. Succesen i udlandet fik måske Wiinblad til at bekymrede sig mindre om sit renommé i Danmark, hvor meget var masseproduceret, mens han bedre kunne sælge de dyrere unikating i udlandet. Da de fleste ting blev købt af private, er det svært at få et indtryk af, hvad han har lavet, men en gang imellem dukker der interessante ting op hos for eksempel Heritage Auctions i Texas, fortæller Heidi Laura.

– Man kan ærgre sig over, at Wiinblad ikke gav sig mere tid til at skabe ting med kompleksitet og dybde, som man ser det i hans helt tidlige værker – at han ikke satte mere på spil. Selvom han blev set som bedsteforældregenerationens lidt dårlige smag i Danmark fra 1990'erne og frem, havde han fortsat stjernestatus i udlandet. Ikke mindst i Japan, hvor han appellerer til den japanske æstetiske sans for nuttethed – kaldet kawaii – og har dermed et publikum i den asiatiske ungdom, hvor nuttede ting bruges til at kontrollere stress. I Danmark er Wiinblad ved at blive genopdaget af de yngste
generationer, som er bekymrede for klimaforandringer og verdens tilstand. Måske bruger de ligesom efterkrigstidsgenerationerne også Wiinblad til at drømme sig væk til et mere harmonisk sted, der beroliger og giver håb, siger Heidi Laura.