© Altwork

Læg dig ned og arbejd!

Utroligt, at vi skulle helt frem til 2015, før dette møbel blev opfundet: stolen, du kan ligge komfortabelt med computeren i.

Du ender sammenkrøllet med laptoppen brændende på lårene

I en vis position ligner det en tandlægestol, men Altworks nye design har heldigvis ikke noget med dine tænder at gøre. Den er udviklet til mennesker, der arbejder meget ved laptops og skærme og har brug for at skifte stilling mere varieret end til de to, vi kender: siddende og stående.

For indrøm det nu – du hæver aldrig dit hæve-sænke-bord, din arbejdsstilling er siddende, bum ...
Og hvis du arbejder hjemme med laptop eller iPad, bliver positionen endnu værre. Du prøver at undgå sofaen og sengen, det er jo nærmest uværdigt, men på et eller andet tidspunkt fører din krop dig tilbage til en sammenkrøbet klump med laptoppen som intenst varmelegeme på dine lår – og nakken bøjet i en usund vinkel.

Vi kan ligeså godt overgive os til denne idé – med computeren svævende i tilpas afstand fra øjnene og tastaturet i den rette indstilling til armene.
Altworks arbejdsstation har været fem år undervejs i firmaets udviklingsafdeling i San Fransisco, og teknologisitet Wired fortæller, at prototypen var gemt væk under gennemsigtigt plastic i en hemmelig lagerbygning for, at ingen skulle blive skræmt af dens klodsede udseende.

Læs også: Slap dog af-møbler

Altworks CEO Che Voight var dog fast besluttet på at fuldende designet. Hans partner, en ingeniør, havde nemlig skadet ryggen og kunne ikke længere arbejde på computer, fortæller Wired.
Nu er stolen færdigudviklet og har så mange fantastiske egenskaber, at den redefinerer hele begrebet 'at arbejde hjemme'.
Musemåtte, tastatur og hele to skærme bliver indstillet til brugeren ved hjælp af magneter, og når man først har gjort sig det mageligt i møblet, føles det efter sigende som at svæve på en sky.

Se en video med stolens funktioner herunder