Japansk designer skaber sublimt te-sæt for Georg Jensen

Hele verden måbede, da Marc Newson designede en limited edition-serie med greb af mammut-stødtænder til Georg Jensen. Nu overtager Kengo Kuma luksus-tjansen.

Limited edition-te-sæt af Kengo Kuma
© Georg Jensen

Kengo Kuma er i følge Dezeen den næste high end-designer, som skal skabe en limited edition-serie for Georg Jensen.
Te-sættet af sølv får navnet Kusa, som betyder græs, og det vil kun blive udført i et begrænset antal.

Sættet, som består af beholder til te-blade, bambus-pisker, ske, bakke og kop, er et kunstværk i sig selv. Koppen har spejleffekt på indersiden og en smuk oxyderet overflade med fletværk af sølv.

Dezeen kan fortælle, at et sæt fra den yderst luksuriøse serie, kommer til at koste rundt regnet 500.000 kr., men så får man også noget af det mest håndværksmæssigt og kunstnerisk værdifulde sølv i verden.

Marc Newsons luksus-sæt med mammut-stødtænder
© Georg Jensen

i 2015 fik Marc Newson den prestigefyldte opgave at designe en limited edition-kollektion for Georg Jensen.
Det skabte røre, da det eksklusive sæt viste sig blandt andet at være lavet af mammutstødtænder, og prisen var da også endnu højere end Kengo Kumas værker.