“Sofaen er i en mærkelig udhugget stil”
… Sådan lød det i en anmeldelse af sofaen fra Berlingske Aftenavis i 1939, da Finn Juhl-sofaen blev udstillet på Snedkerlaugets Møbeludstilling. Dengang virkede designet kontroversielt og provokerende - Til gengæld vakte den stor glæde hos Bruun Rasmussens afdeling for moderne design, da de for nyligt fik indleveret sofaen til auktion af en dansk familie:
– Da jeg så Finn Juhls sofa, kunne jeg næsten ikke tro, at det var sandt. Jeg har arbejdet hele mit voksenliv med dansk design, men det her er det mest interessante møbel, som jeg nogensinde har haft mellem hænderne. Sofaen kendes kun fra fotografier i litteraturen, og alle i designverdenen har troet, at den var forsvundet. Jeg betragter det nærmest som om, at et af de helt store mysterier i dansk designhistorie er blevet opklaret, fortæller Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for design og kunsthåndværk hos Bruun Rasmussen.