
Finn Juhl sætter rekord
Et sjældent spisebord designet af Finn Juhl er blevet solgt for 520.000 kr.
AfDet er ikke nogen overraskelse, at Finn Juhls møbler er oppe i et prisleje, hvor stjernerne synes at være næste stop. Alligevel vakte det opsigt, da det sjældne teaktræs-spisebord F-44 torsdag 19.6. 2014 fik hammerslag på 520.000 kr., hvilket er auktionsrekord på Finn Juhl-møbler hos Bruun Rasmussen Auktioner. Spisebordet adskiller sig fra de møbler, man normalt forbinder med Finn Juhl, ved at være mere kantet og have flere skarpe linjer, hvilket sandsynligvis har været med til at drive prisen op. Desuden har bordet tidligere stået i Finn Juhls eget hjem i Ordrup, hvilket også viste sig at være yderst interessant for samlerne.
Tidligere har Bruun Rasmussen solgt fx Finn Juhls Høvdingestol for 320.000 kr. og FJ-45-stolen for 190.000 kr. Fælles for de to stole og spisebordet F-44, som nu er solgt til rekordpris, er, at de er udført af møbelsnedker Niels Vodder.
- Der er en helt ekstrem stor international efterspørgsel på Finn Juhls møbler såvel unikaarbejder som kendte klassikere. Det er dog særlig de af arkitektens møbler, der er udført af snedkermester Niels Vodder, der opnår de højeste hammerslag pga. den eminente håndværksmæssige finish, udtaler Peter Kjelgaard, leder af Bruun Rasmussens designafdeling.
Det vides ikke, hvem der afgav det vindende bud på F-44.