Et stykke af Island...

Nærvær, sansning og engagement, står der i den lille folder, man får når man køber sin billet ved indgangen.

Sidste gang jeg oplevede Eliasson, var på Arken. Den gang tog han lidt fusen på mig. Der blev sanserne, balanceevnen og selvkontrollen sat på prøve. Derfor glædede jeg mig til endnu et møde med kunstnerens kunst, på en super smuk fredag, i september. Luften var ’høj’ og usandsynlig lækker og jeg glædede mig!

En japansk besøgende, i en kobolt blå Marimekko-kjole, smutte ind foran mig og begyndte sin 'vandring' gennem det grå sten-terræn, Riverbed, og for et kort øjeblik havde vi installationen for os selv. Men, hvor ville jeg ønske, at den blå Marimekko kjole (og japaneren) havde været en del af værket! For lige i det splitsekund var der en kontrast i den ellers så grå og kedelige 'masse'. Eller hvad nu, hvis der havde ligget et KÆMPE sten, som alle besøgende SKULLE forcere ved at klatre over? Eller bare at rummene ikke havde haft den lunkne stuetemperatur, som det havde, men en kold lidt fugtig temperatur, der kunne give associerer til bare et eller andet fra Olafur's Island. Den lille kilde, der løber igennem den gå sten-masse, var ligegyldig.

I et andet rum, kan man opleve et stort bord med Olafur's modeller.

Det er altid inspirerede, at få lov til at komme ind bag om processen. Men helt ærligt! Der hvor det virkelig rykker, er når en skitse eller model bliver til virkelighed uden at mindste sin nerve. Der hvor man formår, at løfte den lille krøllede pap skitse op og røre vores sanser.

Det skete desværre ikke for mig, denne dag på Louisiana.