Første gang publiceret 22. juli '22, opdateret 5. marts '24
Som nyuddannet designer var der ikke råd til dyre designermøbler, så da Didde Christiansen flyttede sammen med kæresten på Christianshavn, måtte hun gribe værktøjet selv.
Med hjælp fra sin tømrer-lillebror byggede hun drømmebænken i genbrugstræ fra den grønne hal på Christiania.
– Jeg fik enormt god respons på bænken, og flere var interesserede i at købe en, fortæller Didde til Bobedre.dk.
– Så jeg satte den til salg på DBA, og efter et par dage havde jeg solgt min første bænk.
Og Wecycle Furniture var født.
Fra cykelkælderen til Magasin
De efterfølgende måneder stod Didde i cykelkælderen hver eneste aften for at imødekomme den store efterspørgsel. To måneder senere blev hun optaget i Sydhavns Genbrugscenters projekt for iværksættere med bæredygtige idéer. Her fik hun adgang til professionelle maskiner og lagerplads, og så tog det fart.
Kun 4 uger efter tikkede en besked fra en indkøber hos Magasin ind.
Hun var begejstret. Så begejstret, at Magasin gerne ville indgå et samarbejde med Didde.
– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi turde drømme om et samarbejde med Magasin. Dét, at Magasin troede på mine produkter, gav mig virkelig blod på tanden, fortæller Ditte.
Med på landsdækkende TV
Wecycle Furniture er et opgør med køb-og-smid-væk-kulturen, hvor tendenser typisk kun overlever en enkelt sæson eller to – et højaktuelt opgør, der gav Didde mulighed for at deltage i programmet Løvens Hule.
– Jeg blev faktisk kontaktet allerede sidste år, hvor jeg måtte takke nej. Der var virksomheden for spæd. Men da folkene bag Løvens Hule kontaktede mig igen, var jeg mere end klar. I mellemtiden havde jeg etableret en møbelproduktion i Danmark, så timingen var helt rigtig, fortæller Didde til Bobedre.dk og fortsætter:
– Det endte med en investering fra både Louise Herping Ellegaard og Anne Stampe; et stærkt team der kan få Wecycle Furniture ud over Danmarks grænser.
LÆS OGSÅ Billige gasbetonblokke fra Bauhaus bliver til revolutionerende kunst i Sifs hænder
Ny kollektion og ny forhandler
Siden sin deltagelse i Løvens Hule er det gået stærkt for Didde og Wecycle Furniture, der går et spændende år i møde.
– Vi er blevet blæst bagover af søde mennesker, der har sendt rosende ord om os og vores produkter og spændende virksomheder, som er interesserede i samarbejder, fortæller hun til Bobedre.dk og uddyber:
– I uge 10 har vi en pop-up butik i Magasin i anledning af, at vi lancerer en ny pudekollektion. Puderne er lavet af 100% kasserede tekstiler, der er blevet plantefarvet og fået nyt liv i form af smukke pudebetræk. Vi har samarbejdet med I Tråd Med Verden, som har indfarvet og syet puderne. Og til marts lancerer vi hylder og bænke i egetræ – det er den dyreste træsort på markedet lige nu, og den er derfor svær at finde som resttræ. Men det er lykkedes med en ny samarbejdspartner.
– Fra april vil Salling også forhandle vores produkter. Det var en vigtig milepæl, der blev fejret med bobler. Og så har jeg ansat min første medarbejder. Nu drømmer vi om en udendørs kollektion og om at lege mere med plantefarvning med fx avocadosten, ellekogler, ahorn og løgskaller.
Du kan hele Diddes sortiment her.