Bitz Umami stel
© F&H Group

Efter kopidom: Bitz er klar med nyt stel

Christian Bitz og partner F&H Group har ikke mistet modet, til trods for at deres tidligere samarbejde endte med at koste dem dyrt.

*Opdatering: F&H oplyser, at lanceringen er udskudt pga leveringsvanskeligheder. Hvornår stellet lander vides endnu ikke. Vi holder jer opdateret.*

Du havde måske ikke troet det – vi havde ikke – men Christian Bitz er tilbage med ny keramik.

Til oktober lander hans nye stel, der markerer et nyt kapitel i hans og virksomheden F&H Groups lettere tumultariske historie.

LÆS OGSÅ

Lanceringen er den første store nyhed, siden Bitz og F&H blev dømt for plagiat i 2020.

Her sagsøgte keramiker Kasper Würtz Bitz A/S og F&H Group for at have kopieret hans stel, der blandt andet er kendt fra Noma.

Sagen strakte sig over en længere periode mellem 2020 og 2023, og endte med et medhold til Würtz, der skulle have 6,4 millioner kroner i erstatning.

Et ret unikt farvevalg

Det må være sikkert at antage, at alle parter håber, at klangen af kopi hører fortiden til, og at det nye stel får lov at leve ude af fortidens skygge.

Stellet får navnet 'Umami' og skriver sig, som det tidligere stel også gjorde, ind i en af tidens dominerende indretningstrends, japandi, der fusionerer japansk og skandinavisk æstetik og formsprog.

Det bemærkelsesværdige denne gang er farven. Det er ikke ofte, vi ser mint-farvet service. Og vi krydser fingre for, at der er tale om en original-idé denne gang.

Se stellet nedenfor.
*Stellet kommer i 14 dele og fås i to farver; Creamy Beige og Herb Green. Priserne ligger mellem 59,95 kroner og 299,95 kroner.

LÆS OGSÅ