Så bæredygtig som muligt
Den danske møbelfabrikant Magnus Olesen kontaktede i sin tid den anerkendte og prisbelønnede designer Øivind Slaatto med ønsket om at lave en stol, som var så bæredygtig som overhovedet muligt.
Øivind Slaatto, som bl.a. er kendt for sine lamper for Louis Poulsen og Le Klint samt højttalere for B&O, havde aldrig før designet en stol, men da han ønskede at brede sin designprofil ud og samtidig længe har interesseret sig for bæredygtighed, var projektet en oplagt mulighed.
"Det skal aldrig være billigere at smide ud og købe nyt end at reparere"
– Vi kan ikke være bekendte at lave ting, som skal smides ud. Den her stol er designet, så den indgår i en hel livscyklus. Dens komponenter er sat sammen med én skrue, hvilket betyder, at det er nemt at skifte de enkelte elementer ud.
Når vi tegner noget som designere, så er der en slutdato på de ting, vi laver: Ting bliver slidte, eller vi ønsker os fornyelse. Det har vi forsøgt at omfavne. Lad os sige, at sædet går i stykker. Så skiller du bare delene ad, skifter sædet ud med et nyt fra Magnus Olesen og sender det gamle tilbage til fabrikken, så det kan repareres og genbruges et andet sted.
Køber du stolen med polster, og har du spildt kaffe på den eller har ladet den stå for længe i solen, så skifter du bare polsteret ud. Det skal aldrig være billigere at smide ud og købe nyt end at reparere.
Vi har virkelig prøvet at tænke på, at vi skal tage vare på de ressourcer, som vi har, forklarer Øivind Slaatto.