Design Awards 2019: Årets Rumdesigner

Prisen gives til den person eller virksomhed, som indretter rum, der skiller sig originalt eller opfindsomt ud. Se de nominerede her.

Design Awards 2019: Årets Rumdesigner

BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet, Nordic Living og Costume Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres “Årets Rumdesigner”. Se de nominerede her.

Norm Architects

Få arkitekter herhjemme har samme filosofiske tilgang og sprogligt funderede ideologi bag deres arbejde, som Jonas Bjerre-Poulsen og resten af teamet bag Norm Architects. Med fænomenologien som manifest lader de sig guide af kroppen og sindet. De skaber sanselige rum, som ikke kun ser godt ud, men som også føles godt. Desuden udfordrer de vores gængse opfattelse af rum og dets funktioner. Således har de begået lidt af en kraftpræstation med The Audo, som er et stærkt sanseligt appellerende og engagerende miljø, som nedbryder grænser mellem offentligt og privat, arbejde og fritid, ude og hjemme.

David Thulstrup Studio

Med en ekstraordinær sans for at sætte materialer, former og farver sammen præsenterer David Thulstrup gang på gang total-indretninger, som stimulerer, behager og overrasker. Med en stærk dna genopfinder han sig selv igen og igen. Hans interiørløsninger peger frem og inkorporerer samtidig klassiske dyder og stedspecifikke, historiske detaljer. Dette gør sig eksempelvis gældende i de to storslåede showroom for Garde Hvalsøe i Aarhus og København såvel som i Vipps nye Chimney House ved Hellerup, hvor han med respekt for det oprindelige skaber rene, modernistiske indretninger med stålfast karakter.

Space Copenhagen

Space Copenhagen har om nogen herhjemme slået sig fast på den internationale designscene – senest med indretningen af Stratford Hotel i London. I trit med tidens brud med upersonlige hoteller har de med taktile overflader, organiske materialer, en palet af støvede farver, runde, bløde former og et mildt, blødt lys skræddersyet et inviterende, imødekommende rum med en menneskelig atmosfære, som bryder med det kolde og upersonlige. De formår at få alle elementer, materialer og detaljer i et rum til at tale sammen i en helstøbt, omfavnende oplevelse.

© Marie Louise Munkegaard

OEO Studio

Med humor, charme og historiefortælling i centrum er OeO mestre i at skabe sammenhængende rum med masser af ånd. Senest har de udviklet et designkoncept til Restaurant Inua i Tokyo drevet af den tidligere Noma-chef Thomas Frebel, hvor nordisk, rent design møder moderne, arkitektur og sanselige elementer såsom lys, taktile overflader, masser af planter samt japansk håndværk og kuriositeter. Det skaber æstetiske, harmoniske rum, som pirrer og sætter gang i fantasien. Historiefortællingen står også i centrum for møblet Cabinet of Love, som de udviklede til Wall Paper Handmade udstillingen i Milano. Møblet iscenesætter ritualet omkring det at sætte en plade på og lytte til et helt album. Dermed inviterer den til en rumlig oplevelse, som kalder på refleksion, sanselighed og nærvær.