Dansk design tager hånd om samfundsrelevante behov
Farstrup Furniture og designtalentet Lise Vester har i samarbejde udviklet en gyngestol, der øger livskvaliteten for personer med demens.
Lise Vester vandt sidste år 'Årets Talent' ved BO BEDRE Design Awards og står nu klar med et design, der ikke blot nytænker udtrykket i dansk møbeldesign, men som også tager højde for funktionalitet på en helt ny måde: Gyngestolen Munin.
– Det ligger mig nært at skabe design, der imødekommer samfundsrelevante behov hos mennesker. Munin gyngestolen tager udgangspunkt i senere års forskning, der viser, at rum og design kan være med til at fremme livskvalitet og helingsprocesser i sygdomsforløb. Med Munin har vi helt konkret arbejdet med sansestimulering og gyngeterapi, fortæller Lise Vester.
Udover at skabe en gyngestol i et design som ikke er set før, tilbyder Lise Vester yderligere et alternativ til en gruppe borgere, hvis sygdom er altoverskyggende.
Gyngestolen giver nemlig personer med demens samme forløsning som angstdæmpende medicin.