Carl Hansen & Søn har forsynet verdensmarkedet med millioner af Wegners Y-stole

"Jeg sugede til mig fra svendenes håndelag og snak"

Man ser det for sig. Den 5-årige Knud Erik stående ved en lille speciallavet høvlebænk placeret ved siden af fabrikkens dygtigste snedker, Jespersen, så den lille purk kunne lære håndværket fra mesteren selv.

–Jeg kedede mig aldrig som barn. Jeg måtte ikke gå ind til maskinerne, og dengang lyttede man jo til sin far, men jeg sugede i stedet indtryk til mig fra svendenes håndelag og snak, husker Knud Erik Hansen her 64 år senere.

Han sidder i selvvalgt 14 dages coronakarantæne efter en tur til Thailand, så vores samtale foregår på telefon, så han må selv beskrive det rum, han sidder i, bygget af gamle fyrretræsstammer helt tilbage fra 1600-tallet og med udsigt til et kastanjetræ, som er et af Danmarks største. Træ er i det hele taget omdrejningspunktet for Carl Hansen & Søn, der stadig vokser sig større og større med hele ni flagship stores verden rundt, lige fra Osaka og Tokyo til New York og San Francisco.

Fik interessen ind med modermælken

I familiefirmaet har Knud Erik Hansen som beskrevet fået interessen for træ- og snedkerarbejde ind med modermælken, men snedkeruddannet blev han nu aldrig selv. Interessen for økonomi og handel betød bl.a., at han arbejdede 26 år i rederiet ØK, og det globale udsyn kom ham til gode, da hans mor for 27 år siden overdrog ham førersædet for firmaet, som gennem årene bl.a. har forsynet verdensmarkedet med millioner af Wegners Y-stole.

En moderne mesterlære

– Jeg er den første ikkeuddannede snedker, der er i spidsen for Carl Hansen & Søn, men jeg har altid vidst, at det håndværksmæssige er selve grundlaget for firmaet. Så derfor har vi også som noget nyt etableret et lærlingeværksted, hvor over 20 lærlinge skal gennemgå den over tre år lange uddannelse, som det kræver at blive snedker. Det er hjælp til selvhjælp, for vi har brug for faguddannede snedkere.

– Lærlingene skal kunne lave de samlinger, der bruges i produktionen, på maskine såvel som i hånden. På den måde får man en gennemgående forståelse for samlingen og dens udfordringer. Lærlingene lærer bl.a. også at lave anderledes inventar til intern brug og lærer at restaurere ældre møbler og skabe bestillingsmøbler, og vi er dermed med til at uddanne alsidige møbelsnedkere. Sagt på en anden måde: en moderne mesterlære.

– I vores produktion tager maskinerne sig af det tunge arbejde, for så kan snedkerne koncentrere sig om detaljerne og sørge for, at træet får en sjæl. Du bliver ikke den nye Wegner, hvis ikke du er snedker og kan dit håndværk, siger Knud Erik Hansen, der gennem tiden har fulgt Danmarks store møbelarkitekter og har beundret fx Ole Wanscher, der kunne lave samlinger som næsten ingen andre.

Han blev aldrig så stor som fx Wegner, Mogensen og Jacobsen, fordi han desværre ikke i sin samtid mødte den rigtige kommercielle samarbejdspartner. Men samlinger kunne han lave. Wegners kunst var hele tiden at gå lige til stregen, ramme de millimeter, som afgjorde, om et møbel levede eller ej.

"I dag vil kunderne kun have det helt perfekte"

– Har du selv en yndlingstræsort?

– Egetræ er den træsort, som vi bruger langt mest af. Det er på mange måder en vanskelig træsort – ja en ilter og forholdsvis hysterisk træsort med mange knaster, ler Knud Erik Hansen, der fortæller, at i hans fars tid brugte man træet, som det var. Wegner var fx rundhåndet med kærlighed til træet, som det umiddelbart så ud. I dag vil kunderne ikke have knaster og kun det helt perfekte stykke træ, så i dag sorteres det rigtig mange gange. Overskudstræet bliver farvet og indgår dermed i en anden del af produktionen.

Et håb for fremtiden

– Den menneskelige del af et møbel er efter min mening meget vigtig. Hvor man kan se, at der er et menneske, der står bag.

– Jeg kommer til at tænke på en sød historie, hvor en af vores snedkere, Ejvind, i sin tid fik sølvmedalje for sit svendestykke, som var en usædvanlig smuk og gennemført kommode. Han havde ikke råd til at købe møblet, så det blev min mor, der købte kommoden, men inden da aftalte hun med Ejvind, at han altid kunne købe det tilbage til den pris, som min mor betalte, og at han så skulle medbringe en anden kommode, måske ikke så udsøgt i detaljerne, men som kunne bruges i stedet for.

– Der gik 25 år, og min mor flyttede til Kerteminde, og en dag ringede det på døren. Udenfor stod Ejvind og præsenterede sig. Min mor gik hen til kommoden, åbnede skuffen og fandt et stykke papir med prisen på møblet. Ejvind betalte det i nutidens penge meget lille beløb, og hov, hvad med kommoden, som skulle erstatte svendestykket? Den stod ude i Ejvinds bil, og efter den byttehandel vendte svendestykket tilbage til snedkeren, fortæller Knud Erik Hansen. Håbet er, at der i fremtiden uddannes lige så dygtige snedkere som Ejvind.