Efter en omfattende renovering af ejendommen, kunne BoConcept den 16. marts for første gang åbne dørene til deres nye butik.
Siden 2008 har BoConcept ligget i Aarhus Vest, men er nu flyttet ind i hjertet af Aarhus. Butikken er 550 kvadratmeter, som er fordelt på to etager på adressen i Guldsmedgade 22.
Butiksejer Søren Barslund fortæller, at BoConcept har en ambition om at være Aarhusianernes foretrukne indretningsbutik. Derfor har de hyret to indretningskonsulenter på fuld tid i butikken, der er klar til at rådgive kunderne.
Verdens mest internationale interiørbrand
Med 272 butikker i 65 lande er møbelforretningen BoConcept verdens mest internationale interiørbrand.
Ifølge BoConcept er Aarhus blevet en form for mini-metropol, og blandt andet derfor har det været vigtigt for dem at finde den perfekte lokation til en opgradering af butikken for at matche brandet og det internationale niveau.
Selv anser de det som særlig vigtigt, at deres møbler skal indbyde til, at man bruger dem. Det samme kan man sige om den nye butik i Guldsmedgade – den skal være indbydende. Derfor har der været en så omfattende renovering i gang i lokalerne, der tidligere fungerede som tøjbutik.
En af ændringerne er, at begge etager nu er taget i brug som butik. Der er blevet lavet brede, lyse trapper, som skal indbyde kunderne til at tage et kig ovenpå. Derudover er de store vinduespartier blevet åbnet helt op. Før var der mørke plakat-reklamer i vinduerne, men nu strømmer lyset ind.
I butikkerne fra slutningen af marts
I den nye forårskollektion fra BoConcept er det farver som blå og støvet rosa, der dominerer. Der er både hentet inspiration fra naturen, som man ser i nogle af mønstrene, men også mere grafiske elementer er repræsenteret i kollektionen.
BoConcepts SS18-kollektion af accessories er i butikkerne fra slutningen af marts. Læs mere om kollektionen her.