Knappenhaus
© Foto: Mads Mogensen

Vinterparadis i Alperne: Marisas vilde renovering har vist vejen for dét, ingen troede var muligt

Imod alle odds har Marisa Daut, der arbejder med bæredygtig finansiering, omdannet et gammelt, fredet hus i de østrigske alper til et eventyrligt vinterparadis, der i dag ses som en ægte fyrtårnsprojekt, der har vist vejen, for dét ingen troede var muligt.

Marisa Daut, der er født i Hamborg og bosat i London, har længe haft en voksende passion for fredede bygninger.

Hun tilbragte sin barndoms somre i det østrigske landskab omkring Kitzbühel og har alle dage følt sig forbundet med den alpine natur, det fantastiske landskab og den afslappede livsstil.

Allerede som barn drømte Marisa om at bo i et lille bondehus.

Under lockdown tilbragte hun meget af sin tid i Tyrol, hvor hun gik lange ture, og en dag fik hun øje på et håndskrevet “til salg”-skilt ved det nedslidte minearbejderhus Knappenhaus.

Ingen havde formentlig mod på at købe og restaurere den historiske bygning, før Marisa forelskede sig i den.

I gamle dage var bjælkehuset et varmehus for minearbejderne. Her kom de sig over kulden og trætheden fra en hårdtarbejdende dag i de nærliggende miner, hvor de udvandt sølv og kobber.

Jeg håber, at jeg kan inspirere og opmuntre andre til at bevare historien bæredygtigt og for eftertiden. — Marisa Daut

Marisas personlige mål var at bevise, at den gamle ruin kunne renoveres og omdannes til en hyggelig bjergretræte for hende og hendes datter Livia, venner og familie.

Huset skulle også renoveres efter de mest miljørigtige byggestandarder for at opnå den højeste klimacertificering. Alle ved certificeringsmyndigheden anså det for umuligt, da det indtil videre kun var givet til nybyggede enfamiliehuse.

Hun lykkedes ikke kun med bravur, men blev også hædret med højeste score for bæredygtighed fra det østrigske ministerium for klimabeskyttelse og innovation.

Udvalget vurderede ikke kun energieffektiviteten, men også placerings- og udførelseskvaliteten, kvaliteten af byggematerialerne og konstruktionen samt centrale aspekter af husets komfort og sundhed.

Kort sagt: Marisas hus bliver nu betegnet som et fyrtårnsprojekt.

– For at etablere gulvvarme og isolering blev huset løftet op på stålbjælker, så der kunne graves ud under, da myndighederne mente, at det ikke kunne tåle at blive flyttet. Så vi måtte mere eller mindre grave ud i hånden, fortæller Marisa.

Det var også et komplekst arbejde at finde en måde at lægge alle kabler og rør i den fredede bygning, ligesom det var at isolere huset uden at miste for meget af den i forvejen begrænsede plads med små rum og lavt til loftet. Af den grund og for at sikre et godt indeklima blev der brugt celluloseisolering til væggene og naturlig fåreuld til at udfylde huller mellem træbjælkerne. Den originale beklædning på væggene i stueetagen blev sandblæst for at få et lettere og friskere udseende, mens bjælkerne på første sal blev vasket ned og desinficeret, så de beholdt et mørkere udseende. Marisa ønskede kun at foretage mindre ændringer på den oprindelige facade for at lade arkitekturen forblive i centrum.

Kælderen blev gravet ud for at give plads til en lys spiseplads i køkkenet, et badeværelse med dampbad og et bryggers. På første sal er de oprindelige små rum blevet omdannet til atelier, soveværelse og et aflangt badeværelse, der engang var udendørs altan med et muldtoilet og et depotrum. En korridor blev ombygget til datteren
Livias soveværelse.

– Jeg var nogle gange i tvivl om, om jeg havde købt en ubrugelig ejendom. Bygningen var angrebet af træorm, skimmelsvamp og alle slags skadedyr, man kan forestille sig. Derfor skulle det hele pakkes ind og varmes op til 80 grader for at fjerne alle skadedyrene – det lignede nærmest et installationsværk af kunstnerduoen
Christo og Jeanne-Claude, forklarer hun.

Og Marisa har virkelig gjort underværker med dette projekt, hvilket også betyder, at hun får en del spontane besøg. Og hvert år efter jul inviterer hun venner og familie på aftengåtur igennem den snedækkede nåleskov ned til Plattenteich-søen og det lille kapel St. Barbara, der også hører til grunden, hvorefter aftenen slutter med varme drikke og slik serveret i huset.

– Det er et helt særligt sted. Jeg håber, at jeg kan inspirere og opmuntre andre til at bevare historien bæredygtigt og for eftertiden.